JPMynster

30 Slutningen af det 18de Aarh., har vel nok i den 55 aarige Mands Fantasi kunnet vække Tanken om hans Ungdoms­ kærlighed*). Den Maade, hvorpaa «Fru Riquebourg» besejrer sin Kærlighed til den unge Mand for at op­ fylde sine Forpligtelser mod en svagelig Ægtefælle, hun dog mere nærer Agtelse og Venskab for end egentlig Tilbøjelighed — al denne Adel, som en Kvinde den Gang kunde besidde, og som Fru Nielsen virkelig skal have fremstillet i denne Rolle — den turde have virket med Mindets tryllende Magt paa den halvgamle Mands Sjæl. — I hvert Tilfælde er det den eneste Vej, ad hvilken jeg har kunnet forklare Mynsters Forkærlighed for dette Stykke. Det er vistnok udført med stor tek­ nisk Færdighed, men mangler (som alle Scribes Stykker) Poesiens rette Reaandelse. At det skulde være den formelle Sædelighedslov, her fyldestgjort i den unge Hustrus Personlighed, som har begejstret Mynster til i forskellige Perioder gentagende at se dette Stykke (Noget hans Søn paastaar), kan jeg ikke tro. Mynsters Ærbødighed for og Lydighed mod Sædelighedsloven var vist saa stor som Nogens; men kolde, ethiske Abstrak­ tioner som det Centrale i et scenisk Digterværk, var han altfor sundtfølende til at lade sig betage eller drage af. Faa forstode, som han, at paaskønne og værd­ sætte ægte Poesi. Men traf han paa Noget, der kor­ responderede med de Følelser og Stemninger, som havde fyldt hans Ungdom, da kunde han undertiden lade Digterværkets Kvalitet være uafgjort for at dvæle ved og gøre opmærksom paa det, der havde størst Be­ tydning for og havde gjort mest Indtryk paa ham selv.

*) En ung, m eget blond Pige, Anna Brenøe, der besad en sm uk Syngestemm e. A. Bournonville «Mit Theaterliv» III, 2, 51. —