JPMynster

33 hvis han modtager et Slag paa den højre,» og i saa Henseende beraaber sig paa «sin Erfaring», saa turde den sidste, efter hvad man kender til Mandens hidsige Temperament, være mere end tvivlsom. — Sønnen, fort­ sætter Faderen, «bør lægge Vind paa Flid og Nøjagtig­ hed». Ja, naar havde han undladt det? — Og hvor urimeligt er det ikke at sige til den beskedne, stilfær­ dige Yngling: «Tal sjældent til dem, der er visere og fornemmere end Du, og da intet Andet end det, Du kan indse at være værdt at høres og bekvemt at siges Fald ikke Andre i T a le n Tal ikke for at prale!» Hvorlidt maa dog ikke Bang have iagttaget sin Stedsøns Opførsel! — Endelig giver Stedfaderen ham følgende Raad med Hensyn til Opdragelsen af den unge Greve: «Glem ikke at erindre ham 0111 en­ hver Fejl, som Du bemærker hos ham»; det var alt- saa Bangs Skik lige overfor Stedsønnerne. Ikke saa underligt, 0111 de til sidst bleve lede og kede af al denne Irettesættelse, især da «jævnlig Paamindelse» 0111 at aflægge saadanne Fejl anbefales. Ja, selv naar stærk Begærlighed efter «uskyldige Ting» spores, bør man med Bestemthed træde op herimod. — Jo, den Mand har forstaaet sig paa at opdrage unge Mennesker! — J. P. Mynster havde, som sagt, kun liden Lyst til at tiltræde denne Stilling; men søge at forblive i sin Stedfaders Hus mod dennes Ønske, kunde aldrig falde ham ind. Vel vilde han gerne være bleven i Hoved­ staden, naar han havde kunnet komme ind i et viden­ skabeligt Fagstudium; men Modet til at begynde et saadant manglede ham aldeles: man havde jo gjort Alt for at kue hans Tillid til egne aandelige Kræfter. At slide sig op i Timeinformationer havde intet Til­ lokkende for ham, saa meget mere, som han troede at mangle det egentlige pædagogiske Talent. Altsaa dæmpede han sin Trang til at sætte sig op mod Fa ­ derens Magtbud, fandt sig i hans Dispositioner og 3