JPMynster

37 Grænser og ofte kun udtale sig i enkelte Akkorder, erkendte han klarlig, at den sande Smag aldrig ganske kan uddø, saa længe Homér læses». — Med den stolte Beskedenhed, som er Mynster ejendommelig, roser han ikke sin pædagogiske Dygtighed; men at hans grundige Kundskaber i hvert Tilfælde maa være komne hans Elev til Gode, fremgaar af, at denne blev Student med Udmærkelse i a lle Fag, og («saa nødig Fakultetet i hin adelsfjendske Tid vilde det»), eftersom han var den Eneste, der havde Udmærkelse i latinsk Stil, fik den øverste Plads mellem det Aars Inscriberede. Greven kunde heller ikke tilbageholde sin Glæde og Taknemlig­ hed lige overfor den unge Huslærer. Efterhaanden havde han ganske frivillig forhøjet hans Honorar til 800 Kr., en for den Tid uhørt Sum; nu skænkede han ham 2000 Kr., «og hvad han senere (da han ved hans Protektion var kaldet til Sognepræst i Spjellerup) modtog af ham i Penge, Sædekorn (til Brug ved hans Avling) og meget Andet, beløb sig sikkert til en 4000 Kr.» — Mynster erklærer i sit Mindeskrift om Joachim Godske Moltke, at «han staar højt blandt hans hedste E rin­ dringer, og han skylder hans Indflydelse Meget, ikke blot i Henseende til hans Livs udvortes Skæbne, men ogsaa til dets indre Dannelse.» Men Alt dette følte han først efterhaanden eller kom senere til Erkendelse af. I Begyndelsen levede han som i en trykket Atmosfære, og Omskiftelsen af Sted og Forhold var ham ingenlunde til Behag. Der havde dog været Liv og Selskabelighed, hvor han kom fra. Her var Alt dødt og stille. Næsten hele den ud ­ slagne Dag skulde han tage Vare paa sin Elev, snart som Lærer, snart som Hovmester: være til Stede ved hans Privatlæreres Undervisning eller sysselsætte ham