JPMynster

39 tragtet som en Type paa streng Konservatisme — h a n skulde som Ung have været Revolutionsmand! Og dog forholder det sig saaledes. Man læse blot med dvælende Opmærksomhed det andet Afsnit af hans Memoirer, og man vil finde min Paastand holdbar. Som ældre betragtede han Revolutionen som en histo­ risk Nødvendighed; men han sympathiserede ingen­ lunde med den: «Det Ondes uhyre Kræfter havde her brud t.alle Skranker». Anderledes i hans tidlige Ung­ dom; da «berørte denne Revolution de dybeste Strenge i hans Væsen». Medens hans ældre Kammerater mod­ tog de politiske Nyheder fra Frankrig med lige saa megen Nysgerrighed som Interesse, var Jakob Peter Mynster stille begejstret for dette «store, skønne Tids­ punkt» i Menneskehedens Annaler: herfra «skulde dens Genfødelse begynde». Han var vant til at tie, naar de Gamle ta lte ; men med stille Haan overhørte han deres Forestillinger og Protester og nærede en dyb Mistillid til, hvad der meddeltes om Ekscesserne og Skændselsgerningerne i Paris; i alle Tilfælde var han parat til at undskylde og forsvare dem. — R o u s se au var hans Mand. Hans rene Sind frastødtes af Rous- seaus Sanselighed og Cynisme; men dennes Friheds­ følelse, hans Trang til at se selvstændig paa Tingene og hans mandige Attraa efter at være sin Mening be­ kendt — vakte den unge Mynsters dybeste Sympathi. For længe havde hans Selvstændighedstrang været holdt nede: først ved Familieforholdene, senere ved den moralske Overmagt, hans Broder udøvede over ham, og nu sidst ved den subordinerede Stilling, han indtog. «Ofte greb han sig i, at han uden Modsigelse havde samtykket i, hvad han dog aldeles ikke bil­ ligede.» Han bluedes og lovede sig selv, at, naar han efter moden Overvejelse havde dannet sig en Mening, saa vilde han heller ikke skamme sig ved at forsvare den. Og han holdt sit Løfte.