JPMynster

41 andre Udtalelser fra den Tid*) ogsaa af en Afhand­ ling i Minerva (April 1796), et af de faa literære Ar­ bejder, denne mærkelige Mand har efterladt sig. Den er en Besvarelse af et af Universitetets aarlige Pris- spørgsmaal: «Hvilken Tidsalder danner bedst den store Digter?» — «Den raa Tidsalder», svarer Forfatteren; «thi Indbildningskraften taber, naar Forstand og Skarp­ sindighed vinder». Denne Tanke kan vel, efterat Roussean havde gjort Epoke, ikke egentlig kaldes original; men den har naturligvis alle Dage Gyldighed og er fremsat i en klar, concis og fyndig Form. Allige­ vel sagde Bentzon til Mynster: «at han havde bidt sig i Fingrene over, at den blev trykt.» Bentzon var nem­ lig (som man begriber) en meget ærgerrig ung Mand, der vilde frem i Verden og havde sat sig høje Maal. Han havde, fortæller en af hans Venner, et varmt og trofast Hjerte for den, «det var Møjen værd at elske»; men at resignere og fornægte sig selv, faldt ham h a a rd t; «hans kraftig sanselige og udpræget aandelige Væsen kunde antage en mørk Farve, ja udarte til afgjort Bitterhed, naar Haabet 0111 at opnaa en ærefuld Virk­ somhed lukkede sig for ham.» Til Vennen J. P. Mynster sagde han: «Du mangler Energi! — Hvad tænker Du paa at blive — Professor eller Biskop?» Det Sidste var «den Gang langt fra J. P. Mynsters Tanker.» Han passede samvittighedsfuldt sine Pligter som Hovmester for den lille Greve, fik ogsaa snart Glæde af den elskværdige, velbegavede og lærvillige Dreng. Selv studerede han flittigt, havde, ligesom Bentzon, «den skønne Egenskab» at være mangesidig i sine Interesser: han udarbejdede pædagogiske Af­ handlinger og besvarede en akademisk Opgave af denne Art, hvorfor han erholdt Guldmedaljen; han begyndte

*) Saaledes J. G. Rist: L ebenserinnerungen I, 126 o. fl.: «Hver Time, man gennem levede m ed ham , var en V inding for Livet.»