JPMynster

42 at samle til og udarbejde et historisk Værk (hvis Stil viser stærk Paavirkning af Fr. Sneedorfs); med megen Sved og Møje sammentømrede han de Vers og Digte, hvilke han, som alle unge Mennesker i dette Digternes Land, sled i. Men hvad han vilde være, vidste han endnu slet ikke. «Professor?» — Rousseau havde sagt, «at kun den burde betræde den egentlig videnskabelige Vej, som var i Stand til at bringe Viden­ skaberne nyt Udbytte». — Kunde han det? — Filoso­ fien drog ham stærkt; men et filosofisk Standpunkt, hvori han kunde hvile, havde han endnu ikke fundet. Filologien stillede Fordring til et Sproggeni, som han til Trods for sin store Kærlighed til Klas­ sikerne ikke mente at besidde o. s. fr. — Kunde han dog ikke komme ind i verdslige Forretninger? — Mange havde jo uden egentlig juridisk Forberedelse op- naaet at blive agtværdige praktiske Embedsmænd. — Han vaklede som et Rør. — En Stund tænkte han paa at blive Gartner. Tiden sværmede jo for Alt, hvad der hørte til Landlivet; og at Mynster ikke manglede Sans for Havekultur, viser en lille Træplantning, der endnu tindes i Udkanten af Spjellerup Præstegaards Frugthave, og som fører Navnet «M yn ste rs L und» . — Saa kunde der pludselig komme et Tilbageslag i hans Tanker 0111 Fremtiden: Nej, Kriger vilde han være! Fra alle Evropas Lande lød jo i hine Aar Krigstrom­ peten. Store Slag udkæmpedes; vidunderlige Sejre vandtes. Hans stolte Hjerte, som hele hans Liv igen­ nem tavst og forgæves havde sukket efter Kærlighed og Sympathi, søgte Tilfredsstillelse i Modsætningen og svulmede ved Tanken 0111 Soldatens mandige Død paa Valpladsen. „Blandt Fjendernes brølende Skarer

midt i skummende Hestes Dans, blandt vildt indtrængende Farer, klart omstraalet af Ærens Glans,