JPMynster

43 glad i Slagets larmende Lyst, naar Frihed og Retfærd kalde, med Sejrens Tillid i stolte Bryst: lad mig falde! Den falder ej uden Hæder, som er længe Betrængtes Savn, naar den vilde Kriger græder, og naar Fjenden erindrer hans Navn. I Kapellet Din Kiste lad bringe, Du Konge! med Kroner den pryd! Jeg ligger helst under min Klinge,

den var min Ros og min Fryd“*) Men Præst?! Ja, han var jo cand. theol, lauda- bilis og desuden protegeret af en af Landets første Mag­ nater. Disse Forhold vilde vel tilsidst bevæge ham til at søge Præstekald. Men det Religiøse optog ikke saaledes hans aandelige Liv, at Embedet som Præst skulde have nogen særlig Tillokkelse for ham. Den Maade, hvorpaa han havde set det Kristelige ytre sig i hans Barndomshjem, havde givet ham en Sky for at tærske Kirkens Langhalm. Den rationelle Fladlied, hvormed hans theologiske Lærere ved Universitetet bortfortolkede Biblens væsenligste Kendsgerninger, ja vel endogsaa, som G. F. Hornemann, drev Spot med dem paa selve Kathedret, skulde ikke styrke hans Tro paa Skriftens Hellighed og Integritet. Hans Broder, hans bedste Ven, til hvem han i aandelige Sager saa op, var Eudaimonist**). Eudaimonismen fornægter vel ikke Gud, men har ham kun nødig som det almægtige, al­ gode Væsen, der her saa vel som hisset garanterer Menneskets Lyksalighed. De fleste af de medicinske Studerende, som udgjorde Størsteparten af Ungdoms­ kredsen paa «Nr. 5», hyldede (antagelsesvis) den da herskende Materialismes Ideer. —

*) Blandede Skrifter III, 383. **) D ette udtaler O. H. M ynster selv i sine efterladte Papirer.