JPMynster

47 «Beviserne for Gnds Tilværelse». Disse, som støttede sig paa den (den Gang moderne) wolffiske Filosofi, kunde ikke tilfredsstille ham. Forstaaeligt nok! Chr. Wolff gaar ud fra, at denne Verden ikke kan være bleven til ved et Tilfælde. Vil Tænkningen be­ skæftige sig med at søge dens Ophav, maa den fordre, at den skal have «en antagelig Grund». Denne antage­ lige Grund finder da Metafysikken i Gud. Men man ser jo let, at Tanken her gør et Spring, og at den drager sin Slutning fra, hvad der skulde bevises. Ligeover- for et saadant Bevis har Materialismen naturligvis let Spil; den vil hævde, at en Anskuelse om saadanne Ting maa støttes ved sensuelle Erfaringsbeviser, ellers bliver hvilket som helst Begreb en tom Tanke eller et Mundsvejr. — Da var det, at Konigsbergerfdosoffen gennem sine epokegørende Skrifter rakte den unge Mynster en hjælpende Haand. Kant siger nemlig til Materialisten: Saa sagte, min Ven! tal ikke saa højt og stolt om Din «Erfaring»; lad os en Gang undersøge dens Betingelser. Det er sandt, at Filosofien ikke kan føre noget Bevis for Guds Tilværelse. Men har Du da noget Bevis for Din Erfarings ubetingede Sandhed? Og nu viser han, hvorledes et Menneskes Erfaring er lige saa subjektiv som hans rationelle Gudsforestilling, idet Erfaringsresultaterne fremgaa af Begrebsfornier, som ere fø r al Erfaring og aldeles uafhængige af denne. Studiet af Kant tilligemed det personlige Samkvem med Bentzon havde stor Indflydelse paa Udviklingen af den unge Mynsters Karaktér. Kant og Goethe, af hvem Bentzon var stærkt optaget, skaffede ham af med «den flove Sentimentalitet», som Bahbeks Æsthetik, Millers «Siegwart» og andre tyske Romaner af lignende Art momentvis havde holdt ham fangen i. «Det Ømme og Bløde hos ham» gik vel ingenlunde til Grunde; men fik gennem disse Forfattere og Vennens Energi en gavnlig Modvægt. Et større, lyrisk Digt, han i Løbet