JPMynster

48 a f de sidste Par Aar under Opholdet i Grevens Hus har skrevet, er i Formen aldeles Ewaldsk (jvnfr. dennes Digt «Haab og Erindring»); men efter Aanden ganske Kantisk. — Han sidder énsom paa det gamle Aars sidste Aften, og hans Tanker dvæle ved Alt, hvad der glider bort og forsvinder i denne Verden:

„Skal Visdoms Værk, skal Kærlighedens Taarer, skal rene Glæders Smil dø hen, som Leg af tankeløse Daarer, som en Indbildnings S p il? ------- Samvittighed, Pligt, Troskab, Retfærd, Orden — hvor mon dog disses dunkle Udspring er? Hvo nævnede de Ord saa lydt paa Jorden, at end de kendes der? Hvad lærer dog en Mand, at han fornægter Naturens Stemme i sit Bryst, de vilde Drifter at beherske mægter, og dø foruden L y s t ? ------- Du høje Lys, hvori sig Aanden fryder, Du Kærlighed, som Hjertet smelter ved, Du Heltens Kraft, I Hjemmets stille Dyder, Du rene Sjæles Fred: afsindig hvo endog kun køber Eder for kortest Nydelse, med mindste Tab af Jordens usle Glæder, I høje Himmelske! Hvis Eders Dyrker ej I mægter tage til Eders lyse Boliger, hvis Retfærd aldrig kalder det tilbage, som er forsvundet her! — Der er en Gud; det Maal, hvorhen vi hige, er til og varer ved; der er et Sandhedens og Dydens Rige og Løn for Kærlighed.