JPMynster

52 punkt, men ik k e i, at de lode haant om Moral og Sædelighed; tvært imod havde de (ogsaa saaledes i Modsætning til vor Tids Kirkestormere) en dyb Følelse af, a t jo m e re d e t R e lig iø s e s M ag t i T ilv æ r e ls e n b e s tr e d e s , des m e re m a a tte d e t M o r a ls k e hæ v ­ des. — Mynster havde (som fortalt) gennem hele sin tid ­ lige Ungdom følt sine Omgivelsers Magt som et knu ­ gende Tryk. En Anden var sikkert bleven forkuet; han blev det ikke. Skønt hans Ømtaalighed var saa stor, at hans Sjæl som Goethes Tasso «kunde fornemme den fineste Berørelse og enten svømme i Henrykkelse eller saares paa det Bitreste», var der dog en Kraft i ham, der atter og atter drev ham opad. Undertiden kunde han føle sig som «mørbanket»; men saa kunde der atter vaagne et Mod i ham, der bragte ham til at sige til sig selv: «De skulle dog se, i hvem de have stunget!» I en saadan Stemning kunde han en Nat vandre langs med Sydøstsjællands Kyst og se ud over Havet: „Dannemarks Værn, Du stolte Strand! Under Nattens evige Himmel ruller Du langsomt dit blaanende Vand i susende Bølgevrimmel. Jeg hører Dit Slag mod den tavse Kyst; thi Vinden bevægende vanker — Du avler Mod i det svulmende Bryst og i Sjælen høje Tanker!“* ) ------- Han vilde frem i Verden: ikke for at prale med dens Prunk eller nyde dens Vellyst — d e t havde han dog lært sig at foragte**) — men fordi der var en høj Attraa i hans Sjæl efter at indtage en Æres*) Blade af M ynsters Liv og Tid 3 og 6.

**) Blandede Skrifter III (D igtet «Melankoli»).