JPMynster

53 plads i Samfundet, som maaske Mange vilde misunde ham; men Ingen driste sig til at erklære for en Til­ snigelse eller et Ran. Nu skulde han betragte sine stolte Ungdomsdrømme for afsluttede; han skulde «for­ skanse sig bag Altergitteret og postere sig ubevægelig bag Prædikestolens Pult i Præstekjolens Vandhose». Hans Aands Vinger skulde stækkes og hans Sjæl mugne i en Præstegaards lavloftede S tue r!? -------------Men paa den anden Side: Noget maatte han se at blive til; han kunde ikke alle Dage være Huslærer i en grevelig Familie. — Naar man sidder i sin Stol og fortaber sig i Drømmenes Sfære eller lader Øjet gennemfare Ønsker- nes gyldne Fremtidsperspektiv, kommer der for alle Mennesker, der due noget, et Øjeblik, hvor man, træt af denne ørkesløse Uendelighed, rejser sig og lyder Livets Krav. Dette gjorde Mynster. Han gik til Moltke og talte til ham om det ledige Kald i Spjellerup. Greven svarede ham venligt, at nu, da Alt var i bedste Gænge, saa han helst, at han vedblev at være hans Søns Lærer, til denne havde underkastet sig de to første akademiske Eksaminer. Men han maatte være overbevist om, at han ikke skulde glemme ham. Han bad ham over­ veje Sagen og saa tage sin Beslutning. Denne var Mynster ikke længe 0111 at tage. Han vilde indvillige i at blive den ønskede Tid, hvis Greven saa vilde lade ham rejse udenlands et Aar eller to. Saa gik nemlig den Tid, tænkte han. Han, hvis hele Liv havde haft sit Tyngdepunkt i Tænkningens og Følelsens Sfærer, og som havde indskrænket sine Iagttagelser til de Per­ soner og Forhold, som han fuldt ud kunde lære at kende, havde ikke den mindste Lyst til det flagrende Rejseliv, hvor man ser Alt og begriber Intet; men saa bagefter rigtig nok kan sige, at man har været dér og dér. Dog, som sagt, Tiden vilde gaa, og i Løbet af den kunde Meget ske. I hvert Tilfælde vilde den Lænke, der skulde binde ham til Prædikestolen, endnu