JPMynster

54 ikke behøve at anlægges. Grevens Planer kryssede imidlertid hans. Denne vilde nemlig se at mage det saa, at Hjælpepræsten, der havde været den afdøde Spjelleruppræsts Vikar, kunde fungere i Embedet, til Mynster kunde tiltræde det. Og derved blev det. I Hast maatte da Mynster holde sin Prøveprædiken. Han fik Udmærkelse derfor. Men da han kort efter gik over Vemmetofte Klostergaard, under hvis Patronat Spjellerup hørte, for efter Skik at prædike for de gamle adelige Damer, og Greven henkastede den Bemærkning, at «paa disse Stene vilde han ofte i Fremtiden komme til at træde», følte han sig som solgt. Den egentlige Ordination liaabede han dog at kunne skyde ud, til han om IV 2 Aar skulde overtage sit Embede. Men derom vilde gamle Balle Intet høre. — Den 13. Novbr. 1801 stod da den unge Ordinand i Frue Kirke i den Præstekjole, ban saa nødig havde iført sig, og prædikede 0111 de «Ønsker», som maatte opgives, og de «Forsætter», som maatte fattes, 0111 en «Religionslærer» skulde kunne opfylde sine Pligter og ikke have sin Løn borte. «Men», siger Mynster, «de faa virkelig kristelige Tilhørere» i den store Flok, Nysger­ righeden i Anledning af de unge Præsters Indvielse havde ført til Kirken, «savnede vel ikke Varme i min Tale, men nok det egentlig kristelige Element». — Nu var da Loddet kastet for hans Fremtid: ene skulde han drage ind i en Landsbypræstegaard; — ene! han gyste ved Tanken. Lige fra det Øjeblik, da han som Barn begreb, at han var moderløs, havde han haft en tom Plads i sit Hjerte, som aldrig senere var bleven udfyldt. Ja, havde han haft en Moder, «i hvis Skød han havde kunnet udgræde sin Barndoms Sorg og Vé», havde han som Dreng og ungt Menneske haft en fortrolig Veninde, et kvindeligt Væsen, som «han var overbevist 0111 elskede ham!» Men hans Moder var død, inden han vidste, han havde hende.

Made with