JPMynster

Sér Du Taaren i mit matte Øje? véd den Kval Du, som fortærer mig? — Lysets Datter! sænk Dig fra det Høje, lad mig én Gang, én Gang skue D ig!“ —

men i sin Avtobiografi siger han forstandigt og ærligt: «Vist nok skulde min tilkommende Brud være elsk­ værdig; men jeg fordrede ingenlunde, at hun skulde være i Besiddelse af alle fortrinlige Egenskaber; jeg vidste vel, hvor mange Mangler hun vilde finde hos mig. Men hvad jeg fordrede, var, hvad hun vilde finde hos mig: et Hjerte, der var i Stand til ret at elske, og der da hengav sig til mig uden Tvivl og Vaklen». Men han fandt Ingen. Han var dybt skuffet og følte sig meget ulykkelig. — Og nu var det, som om alle hans Livs fjendtlige Magter efterhaanden sluttede Kreds 0111 ham. Netop paa dette Tidspunkt begyndte det at blive saa underlig tomt i hans Nærhed. Hans Broder, som han inderlig elskede, havde efter sin medicinske Doktordisputats tiltraadt en viden­ skabelig Udenlandsrejse. En Tid opholdt han sig i Paris. Men Verdensstaden huede ham ikke. Han fandt Folk dér «høflige, iskolde, selvgode, naragtige og impertinente»; Bygninger og Monumenter impone­ rede ham ikke mere end Københavns; og Adspredel­ serne vare tomme og dyre. Den egentlige Grund her­ til var en Kærlighed, han bar med sig fra Hjemmet. Tidlig og silde tænkte han kun paa sin «Marie».*) Halvt i Spøg og helt i Alvor skriver han hjem til sin Søster: «Pariserpiger friste ikke mig, som er en god Katholik, der ønsker at leve og dø i Samfund med den hellige Jomfru. — Min Bøn ærer Marie; Gud, hvor hun er dejlig! Bed hende paa en skikkelig, underfundig

*) Cl. Fr. H o r n e m a n n s D a t te r . D ette fremgaar af F. L. Myn­ sters efterladte Udkast til Faderens Biografi (paa «Em ils Minde»).