JPMynster

57 Maade (for ellers siger hun Nej!) om en Lok af hen­ des smukke Haar. Thi en god Katholik dyrker Reli­ kvier». — Men hans «Marie» havde en anden og lykkeligere Bejler, netop O. H. Mynsters bedste Ven, Jens Wilken Hornemann. Ogsaa h a n var paa Uden­ landsrejse; og medens han studerede Pyrenæernes Flora, sendte han sin Kusine sit Frierbrev og fik «Ja»*). — O. H. Mynster var i Begyndelsen utrøstelig, hvad man ser a f-e t lille Vers, der findes mellem hans efterladte Pap irer: „Til min Elskov. Du min Ungdoms kælne Fryd og Smerte synk for evig ned i Glemsels Flod; h u n , som er saa skøn, saa himmelsk mild og god, hun, for hvem at leve, jeg begærte;

hun, for hvem jeg villig ofrede mit Blod — hun forsmaar mit tro, mit ømme Hjerte! Ak, forgæves ønsker jeg at stige ned i Plutos’ ubekendte Rige — — Nej, dybt føler jeg det, aldrig, aldrig kan, ikke selv i Lethes underfulde Vand, Mindet druknes om den altfor kære Pige!“ —

Dog, hans sunde, kraftige Natur forsonede ham til sidst med hans Skæbne. Da han kom til det muntre Wien, «hvor han fandt danske Venner og blev indført i behagelige Kredse», begyndte han atter at arbejde; Breve og poetiske Udgydelser fra dette Tidspunkt vise, at hans Aandsliv igen har vundet sin gamle Friskhed. — — I Aarhundredets Slutning vendte han til­ bage til København, og her traf han sammen med en ung Pige af norsk Patricierfamilie; hun henrykte Alle i hans gamle Kreds ved sit Guitarspil, sin granvoksne Rankhed og sin norske Livlighed. Da hun tog mod O. H. Mynsters Kur, følte han sig snart fængslet til

*) Biografisk Leksikon VIII.