JPMynster

59 Dette er troligt; men hans Ungdoms Kærlighedsgud havde nu dog vendt sin Fakkel. Og Grunden til dette Giftermaal var vel nok, at han fandt det uværdigt for en Mand bestandig at være ophængt i sine erotiske Sympathier: «Han burde have noget Andet at tænke paa», sagde han. O. H. Mynster var allerede bleven «Adjunkt» ved det medicinske Fakultet, og medens han forberedte sit Giftermaal, overtog han Stedfaderens Post som Ovennédikus ved Frederiks Hospital. — Man begriber da, hvor lidt han under slige Forhold kunde være for Broderen. Brødrenes gifte Halvsøster, Fru Kathrine Bafn, i hvis vel forsynede og gæstfri Hus J. P. Mynster forhen havde tilbragt mangen munter Aften, var bleven sinds­ svag. — A. B. Bentzon, hvis Sjælskraft og stimulerende Samtaler havde haft saa heldig Indvirkning paa den mere stilfærdige Ven, var netop paa dette Tidspunkt dragen som Guvernør til Vestindien, hvor han i sin høje, administrative Stilling liaabede at vinde baade Guld og Ære. Jens Wilken Hornemann var imidlertid bleven gift. Det unge Ægtepars Hus var det eneste, hvor J. P. Mynster i sin daværende Forstemning holdt af at komme. Han blev altid modtagen med stor Venlighed som en kærkommen Gæst. Nu hændte det, at man i det Hornemannske Hjem en Dag var sysselsat med Noget, der gjorde ham mindre velkommen. Han mær­ kede det og afkortede sit Besøg. Men nu forekom det ham i hans hypokondre Lune, som 0111 den sidste Venne- dør havde lukket sig for ham. Det sorteste Tungsind tog ham fangen, og skønt han var fortrolig med depri­ merende Sindstilstande, syntes den Stemning, hvis Bytte han nu var, ham aldeles overvældende: «Nej, der var ingen anden Udsigt for ham i Verden, end at tage ud til Spjellerup og sørge sig ihjel!» Forgæves tog han