JPMynster

60 sin Tilflugt til den Gudstro, han mente at have vundet gennem sin Filosofi. Kantianeren Schillers Digt om den dristige «Dykker» faldt ham ind: Ogsaa h a n tviv­ lede i Havets mørke Dyb om Redning: „Da frelste ham Gud, til hvem han skreg i sin højeste Rædsel og Nød . . Men næppe vare disse Linjer rundne ham i Hu, før han med Forfærdelse hørte en indre Stemme til­ hviske sig den ham velkendte Strofe af Goethes «Pro- methevs»: „Da jeg var et Barn *) Og det Gruligste var, at han ikke kunde betro sig til Nogen. Med den mageløse Sindsbeherskelse, som allerede d a hørte til hans fortrinlige Egenskaber, for­ rettede han punktlig sine daglige Pligter: gik med den unge Moltke paa Universitetet for hjemme at kunne være hans Repetent, og forberedte sig samvittigheds­ fuldt. Ikke en Gang hans da ISaarige Elev mærkede det Mindste paa ham og sagde mange Aar efter til hans Søn, at hans Fader altid var venlig og medgør­ lig. Og dog er det sikkert, at J. P. Mynsters Sind i denne Periode var frygtelig knuget, og hans Nervesy­ stem dybt rystet. Hvad var en levende Begravelse mod disse Lidelser, tænkte han. I hin skrækkelige Tilstand vilde Lidelserne snart være forbi; men i dette Tilfælde syntes de aldrig at skulle faa Ende. — Og da de onde Magter altid ere til Rede, naar et godt Men*) Kr. A rentzens O versættelse (Ny D igtsam ling 1867). og vidste hverken ud eller ind, vendte jeg mit forvildede Øje mod Solen, som om deroppe var et Hjerte som mit, at forbarme sig kærligt over den Betrængte!“