JPMynster

61 neske er nærved at fortvivle, vare de ogsaa lier ved Haanden. En stærk Likør, hans Broder havde for­ æret ham, gav ham en saadan Smag for Spirituosa, at han en Tid ikke kunde afholde sig fra at nyde deraf til Overmaal. Han havde hele den Rest af Sjælsstyrke, han endnu ejede, behov, for ikke at blive en Drukkenbolt. Det var frygtelige Maaneder for ham, og den, der er fortrolig med Mynsters Udtryksmaade og har følt, hvad hans Ord vejer, kan ikke uden Rørelse læse føl­ gende simple Linjer af hans Selvbiografi: «Jeg bringer nødig de Ord, der tilhøre Andagtens Timer, ind i det sædvanlige Foredrag; men jeg kan ikke bekvemme mig til her blot at sige: Omsider arbejdede dog min bedre Natur sig atter frem. Men jeg vil sige, a t d e r dog h is to p p e v a r et Ø re til a t h ø r e m in K lage , a t G ud s N a a d e dog b e v a r e d e m ig f r a a t g aa til G runde!» — Krisen var overstaaet. Han var bleven rolig og havde resigneret. — Da den unge Greve havde fuldendt anden Eks­ amen med lige saa udmærket Udfald som første, ord­ nede Mynster sine Sager, pakkede sit Tøj og sine Bøger sammen og drog de første Dage i November 1802 ud til Spjellerup Præstegaard.