JPMynster

III. D ybt havde Mynster været nede i Fortvivlelsens Af­ grunde. Allerede Skildringen deraf i hans Selv­ biografi er gribende nok. Men nøjere Besked faar man i Hugos Replik i Dialogen «Kristi Moral»*). Thi at det her er Forfatteren, der taler ud af egne Selv­ oplevelser, er utvivlsomt. Hugo har ikke villet være nøjet med Menneskers sædvanlige Liv: der har mo­ mentvis været et mægtigt Begær i ham efter at tilegne sig, hvad Tilværelsen kunde yde; han har næret en flammende Attraa efter Elskov, efter Magt, Rigdom og Ære. Men snart har han følt, at hvis han gav sin Lidenskab Tøjlen, vilde hans Handlinger fordærves og hans Sjælefred gaa tabt. Han har da tvunget sit Hjerte, gaaet paa Akkord med sine Fordringer, søgt Venskab og Kærlighed og stræbt ved samvittighedsfuld Opfyldelse af sine Pligter at opnaa Menneskers Agtelse. Men han har følt sig saaret og skuffet, og desto dy­ bere, jo alvorligere hans Bestræbelser have været mente. Da er hans Sjæl kommen i vildt Oprør: han har raset under Skæbnens Slag, fordømt sine gode Forsætter og « fo rb a n d e t Gud».

*) Blandede Skrifter V, 118.