JPMynster

63 Naar vi da se den unge Mynster en regnfuld Efter- a arsaften drage ind i sin Præstebolig, da maa vi tænke os ham befindende sig i en moralsk Reconvalescents efter en overstanden voldsom Sjælssygdom. — Men, hvis Du, min Læser, er en oprigtig Kristen eller blot et alvorligt Menneske, vil du næppe undlade at spørge: hvorledes kunde Mynster med saadanne Forudsætninger gaa ind til en Præsts Gerning? Troen paa Kristus manglede han j o ; og nu dette Sidste! Blot Tanken om at forbande Gud er forfærdelig; hvor meget mere de udtalte Ord. Hertil maa svares: hvad Mynsters u d v o r te s Optræden angaar, var der ingen Forargelse. Borgerligt talt var han et fuldt ud hæder­ ligt Menneske, og hans Liv havde været ganske dadel­ løst. Dernæst, det man fordrede af en Præst i hine Tider, at han skulde være en velstuderet Mand og staa paa Højdepunktet af sin Tids Dannelse, fyldestgjorde han i enhver Henseende. For saa vidt var Alt i sin Orden. Men hvad hans I n d r e angik, hans Liv for den Herres Aasyn, for hvem den lønligste Tanke, den skjul­ teste Attraa er aabenbar, da var han som det Barn, der er Faderen kærest; men som denne ogsaa optugter haardest og straffer strengest, naar det i blind Egen­ vilje og Trods sætter sig op mod hans Bud. — Efter den lange Optugtelse og den strenge Straf, der havde aftvunget Barnet et naturligt Smertensskrig, lod det sig, uden at tænke paa, hvor hen det blev ført, og uden at kny, lede til den Plads, hvor det skulde finde Lise og Lindring for sine dybe Savn, hvor dets Attraa skulde smelte sammen med dets Pligt og dets egen, ædle Stræben med Guds Vilje.

De første Indtryk, Mynster modtog af Vilkaarene for sin nye Stilling, vare ingenlunde ubehagelige. Han,