JPMynster

64 som i Barndomshjemmet og hos den grevelige Familie altid mer eller mindre havde lidt under Trykket af at være den Underordnede, kunde nu føle sig som sin egen Herre. Da han ude fra det skumle Efteraarsvejr, der rugede over de sølede Landeveje, kom kørende ind i den rummelige Præstegaard, hvor Lysene skin­ nede fra alle Vinduer, grebes han af Glæde over for første Gang i sit Liv at være uafhængig, og da Aftens­ bordet dækkedes for ham og den forhenværende Hjælpe­ præst, satte han med Fornøjelse «Foden under eget Bord». Gennem Venners Omgang opdraget til at tage Livet uden Pedanteri, fandt han sig snart til Bette i de for en ung Københavner og grevelig Hovmester ellers uvante Forhold. Velbehag betog ham ved nu at have Hus og Jord. Da han var ugift, og hans Ind­ tægter vare rigelige, behøvede han ikke at spare. «Ikke uden en vis Stolthed» gik han over sin Præstegaards udstrakte Jorder, hvor Alt, hvad der skulde gøres eller undlades, alene afhang af ham . — Skønt han ikke søgte Selskabelighed, «søgte den dog snart ham»; thi man begriber, at den unge, vakre Præst, der sad i et godt Embede, ikke var nogen uvelkommen Gæst i Egnens bedste Familier. — Ogsaa hans Omgivelser maatte være ham behagelige. Endnu den Dag i Dag ere de tiltalende for den Fremmede. Naturen ved Fakse Strand er frisk og storladen, omkring Vemme­ tofte venlig og idyllisk; Menneskene her ere mere vel­ villige og imødekommende end andensteds. Og dog var den unge Præst tit alt Andet end lykkelig. Med Besvær udarbejdede han sine Prædikener, og ofte fandt han dem saa flove, at han næppe gad tage deres Ord i sin Mund. Forgæves søgte han aandelig Oplivelse ved andet Arbejde: heller ikke hans mangeartede og spredte .Læsning kunde ret tilfreds­ stille ham, og egen Produktion voldte ham blot Møje. Hans Interesser sank; ofte overfaldtes han af Mod