JPMynster

65 bydelighed for Alt, hvad der hed Studium, Tænkning og Poesi; ja af Lede ved Livet selv. Da kunde det undertiden hænde, naar han stod paa Prædikestolen og i frit Foredrag udlagde Evangeliet for sine Menigheder og saa den stille Andagt, hvormed disse jævne Mennesker paahørte deres Præsts Ord, at han da selv blev greben af en ham ukendt Begejstring for, hvad han talte 0111 . Rationalist havde han aldrig været; tvært imod havde hans Universitetslæreres «for­ nuftmæssige» Fordrejelser af Skriftens klare Ord givet ham Afsmag for Datidens Theologi. Det ny Testamente maatte efter hans Mening opfattes poetisk-filosofisk som sublime Digtninger over ædle, skønne Tanker. At det skulde være Virkelighed og Historie, turde han, hvis hele aandelige Ungdomsudvikling jo faldt i Traad med Tidens, ikke vove at tro paa. Men nu kunde han, som sagt, naar han i Prædikenens Time talte sig ivrig og varm, gribes af den Tanke: «Men e r dog ik k e A lt d e tte til g a a e t , som d e t b e re tte s !» Dog, kom han tilbage til sit stille, énsomme Hjem, fortog snart disse kortvarige Indtryk sig; Tvivlene indfandt sig atter, og i Kampen med dem følte han sig magtes­ løs: «de vare jo uovervindelige!» — Da indtræffer det Vidunderlige i Mynsters Liv. Han sidder Sommeren 1803 i Dæmringsstunden i sin Sofa ude i Spjellerup Præstegaard. Bogen, han har læst i, har han et Øjeblik ladet synke. Da op­ klares hans Bevidsthed pludselig som af et himmelsk Lys, og «han siger til sig selv» (eller var det ham selv, der sagde det?): «Dersom Samvittigheden ikke er en betydningsløs Indbildning, skal Du lyde den i Alt uden Undtagelse, gøre og tale, hvad der er Din Pligt, saa fuldt, som Du erkender og formaar, ganske ubekymret om Verdens Dom, dens Ros eller dens Dadel; og der­ som der er en Gud, og Du jo ikke vægrer Dig ved i N oge t at bøje Dig for ham og at hengive Dig i hans 5