JPMynster

6 6

Vilje, da skal Du gøre det i A lt, u d e n F o r b e h o l ­ d e n h e d , og g a n s k e , g a n s k e overlade Dig og alt Dit i hans faderlige Haand, nøjes med de Evner, han til­ deler Dig, og taale de Savn, han paalægger Dig» . . . Idet nu hans hele Væsen samler sig i denne Erken­ delse, og Beslutningen smelter sammen med Erken­ delsen, nedstiger i hans Sjæl en Fred, som han aldrig saaledes før havde kendt, «den Guds Fred, som overgaar al Forstand», og han fornemmer i umiddelbar, utvivl­ som Erfaring, at der er et usigeligt Gode, hvis Oprin­ delse ikke er af denne Verden (thi det aabnedes først for ham, idet han forsagede denne Verden); ikke af Kød og Blod (thi han fornam det just, idet han for­ nægtede sig selv); men som tilhører den højere Tingenes Orden, der stedse er Mennesket nær, men hvortil Ad­ gangen dog er saa vanskelig; thi det naturlige Men­ neske fatter den ikke.» Af alle de Opvækkelseshistorier, det menneskelige Aandsliv kender, er vist ingen ærligere, oprigtigere og mere simpelt fortalt end denne; derfor vil Mængden af Læsere — og maaske netop fordi den er saa «almin­ delig kendt» — kun lægge lidet Mærke til den. Men har man sat sig for at læse den med Opmærksomhed og Forstaaelse, da vil den til sidst blive En som hellig Skrift; thi dens Simpelhed svarer til dens Storhed, og ingen menneskelig Visdom klarer dens Gaade. At den har sine Forudsætninger i Mynsters tidligere Liv, og at dens Vilkaar ere tilvejebragte, inden Gennembruddet tinder Sted, er indlysende. Men dermed er jo ikke sagt Andet end, hvad der for enhver Dannet er triviel Sandhed: at det Aandelige behøver timelige Betingelser for sin Fremtræden. Var Mynster en sværmerisk Na­ tur, var det Hele vel næppe saa uudgrundeligt. Men han, dette klare Hoved, denne skolede Forstand, denne Mand, der var vant til fra sine tidligste Aar at agte nøje paa sig selv, og som var en Mester i Selvbeher-