JPMynster

67

skeisens svære Kunst — at dette netop skulde hænde h am ! Var han én af Geniernes store Skare, vilde det heller ikke være saa mærkeligt. For den Slags Folk «gaar der jo pludselig et Lys op». Men hvor udmærket en Mand Mynster var, genial vilde det være misvisende at kalde ham. I Kristian Arentzens store Værk «Bag- gesen og Oehlenschlåger» gør Forfatteren opmærksom paa, at Gennembruddet hos Mynster foregaar o m tr e n t samtidig med, at Geniet bryder frem hos den unge Thorvaldsen i Rom («Jason») og den unge Oehlen­ schlåger i København. Dette er senere blevet gentaget af Flere. Men her forekommer det mig rigtig nok, at Forskellen er mærkværdig. Til Medium for s it aande- lige Gennembrud havde den unge Billedhugger den fintmærkende Kunstarkæolog Zoéga; og det turde være et Spørgsmaal, om Thorvaldsen var naaet vidt uden ham*). For Oehlenschlåger var, som bekendt, Steffens Mediet. Men den Aand, der griber den unge Mynster i hint mærkelige Øjeblik, er ikke formidlet ved noget menneskeligt Væsen. Gennembruddet kommer hos ham ikke alene pludseligt, men umiddelbart og uden at være i Continuitet med, hvad der forhen havde ud ­ fyldt hans aandelige Liv. Hans hidtil ubesejrede Tvivl voldtoges paa én Gang af en højere, aandelig Magt. Det er en Ukorrekthed, naar Forfattere af den grundt­ vigske Retning meddele, at Mynster overværede Steffens’ bekendte Forelæsninger**). Dette var en Umulighed, eftersom Mynster drog ud til Spjellerup, medens Steffens og Oehlenschlåger gik op til Avditoriet paa Ehlers Kollegium. At Steffens i Vinteren 1801—2 har været *) Jvnf. A. D. Jørgensens Skrift om Zoéga. **) Fr. Barfod i sin lille Biografi af Grundtvig 1872; Dr. Bøn- ning i sin Lærebog i dansk-norsk Literaturhistorie 3. Udg. S. 66. — I Skoleinspektør V. Petersens Oversættelse af Kurtz’ Kirkehistorie er denne Fejl endogsaa drevet op til, at «Steffens h ar v a k t Myn­ ster». Se S. 727. 5*