JPMynster

69 alene blevet til, for at denne hans aandelige Besøgelse kunde blive skildret. Og visselig fortjente den at konune til Efterverdenens Kundskab; thi ligesom det fine Mel i Chladnis fysiske Eksperiment former sig til skønne, geometriske Figurer paa Pladen, naar et bestemt Punkt berøres af Violinbuen, saaledes antog Elementerne i Mynsters Sjæl, der forhen laa vildt og spredt mellem hinanden, fra dette Øjeblik af og fo r b e s ta n d ig , klare og faste Former. — Men hvad var det for en Haand, der gjorde dette Buestrøg? — Ja, hvad var det for en Haand eller Aand, der her rørte ved hans Hjerte? Den ældre Tidsaand viger jo fra ham i hint Øjeblik! — Naturligvis den n y Tids Aand, som saaledes kom til Gennembrud hos h a m , vil man svare. Men jeg har allerede hævdet, at der mellem Gennembruddet hos Mynster og de af hans Samtidige, hos hvem et saadant finder Sted, er en mærkelig fo rm e l Forskel; og jeg paastaar endvidere, at Forskellen ogsaa er idee l. Hvad var den ny Tids Aand? — Bomantikkens. Er det d e n , der besøger Mynster? Ingenlunde. Oehlenschlåger kunde lære Alt af Steffens, Mynster grumme Lidt. Hvad er Kærne­ punktet i den romantiske Filosofi? hvad var det, der lokkede Steffens ind paa den videnskabelige Bane og forenede ham og Schelling i fælles Begejstring? Det var (som Enhver véd) Tanken om Enheden i Tilvæ­ relsen, den Paastand, a t A and og N a tu r e re to S id e r a f d e t ev ig V æ rend e : h e r skulde ingen Delthed eller Spaltning være til Stede. Alt i Tilvæ­ relsen, i Naturen saa vel som i Menneskelivet, viste hen «mod et usynligt, mystisk Centrum», sagde Steffens i sine berømte Forelæsninger. Universet var for disse Mænd som en uhyre Trinpyramide, der med det uor­ ganiske Liv som første Trin steg op mod sin højeste Spids: M en n e sk e t. Aanden, det verdensdannende Princip, laa drømmende i Stenene, kom til Liv i Plan