JPMynster

70 terne, individualiserede sig endnu mere i Dyrene, til den fik sin mest individuelt udprægede Type i Men­ nesket. Dette var jo i Grunden slet intet Nyt: allerede Spinoza havde hævdet Enheden i Alt; men hans mæg­ tige Tankekolos stod ubevægelig. Steffens og Schelling giver den Liv, og nu begynder Alt at bevæge sig: fremad, opad i en evig Proces. Og heller ikke Spinoza bragte noget egenlig Nyt: Spinozas Filosofi er saa gammel som Indiens Visdom. I Upanisaderne finde vi omtalt «det uforgængelige Brahman, den Absolute uden Egen­ skaber», det store Nevtrum, «der ud af sit eget Legeme skaber de forskellige Skabninger og forsvinder igen i sig selv»*). En slig Verdensanskuelse kalder man fra et filosofisk Standpunkt Pantheisme, fra et religiøst Atheisme — med den og de af den avlede Ideer har Gennembruddet hos Mynster saa vist Intet at skaffe. Det var ingenlunde uden Grund og behøvede aldeles ikke at være et Udslag af den ældre Slægts Gnavenhed og Malice lige overfor det unge Ny, at man i Køben­ havn «udraabte» Steffens som «Atheist». Selv siger han i et Brev til Schelling: «At henstille sin Individua­ litet for bestandig som den evige Kilde til bestemt Virksomhed, er at blive Gud lig. Den Evighed, jeg ikke kender og ikke tror paa (da det uhyre Dyr, som fødte mig, ogsaa vil opsluge mig), opgiver jeg for hin, som jeg kan tilkæmpe mig» **). Forunderligt, at man kan henføre Mynster under Romantikkens Kategori, som Provst Koch i sit ellers fortjenstfulde og lige overfor Mynster sympathetiske Værk gør!***) Man lade sig dog ikke vildføre af det store Hils- ningsdigt i Ottaverim, som Mynster skrev til Oehlen-

*) V. Fausbøll: Forstudier til Indisk Mythologi 189 7. **) Citeret efter Vilh. Andersen: «Guldhornene» S. 52. ***) L. Koch: Den danske Kirkes Historie 1801—17, Kap. VIII.