JPMynster

72 Han priser Vennen, fordi han atter «fremkalder de gamle, glemte Sagn»

„Dog frem for alle er ét Sagn paa Jorden, som drager alle H jerter til sig h en ; det blev fo rkynd t fra Syden ind til Norden, og, én Gang kendt, det glemmes ej igen: hvad blev forskudt, en H jørnesten er vorden, H i s t o r i e n s B y g n in g h v i l e r h é l p a a d e n , om den, som deres M iddelpunkt sig sam le de nye T ider venligt med de gam le.“

Det var denne Hovedtanke, Grundtvig senere gjorde gældende; men Mynster udtaler den, som vi se, allerede ved denne Lejlighed. — Han fortsætter:

„Thi hvo r vor Slægtes K rønike begynder, ved T idens Udspring ved det dybe Fald, en himm elsk Røst de F aldne alt forkynder, en F red en s F y rste dem oprejse skal. Ved ham skal F olket frelses fra dets Synder, fra ham skal udgaa H immerigets Kald; ham F aderen gav over Alting Magt, at Alt ved ham skal vorde underlagt. Du kendte, at det er ej tomm e Leg, ej et Bedrag, af snedig L ist opspunden; fra H im lens lyse H erlighed han steg, og blev i Ydmyghed ib land t os funden, og Mørket for den Herlige bortveg, og Jo rden blev med H immelen forbunden. Han blev i Gravens skum le Gemme lagt, men h an h a r ov ervundet Dødens Magt. Det er en underfuld og hellig Tale, vel væ rd b land t alle Mennesker at æres, den skal — at vække dem af dorske Dvale — fra Slægt til Slægt i stadigt Minde bæ res; det sorrigfulde Sind den kan husvale, og Livets bedste K ræ fter ved den næ res. Dens Gave er en høj og evig Fred, dens Læ rdom : T ro og Haab og Kærlighed.