JPMynster

73 Endskønt den Herlige ej bliver funden, som han tilforn b land t Mennesker blev sét, han er ej død, hans Guddom ej forsvunden, det aabne Øje er den trin d t udbred t; h a n er det Legeme, som h a r forbunden de mange Lemmer kæ rligen til E t; han er den Stamme, rig og stæ rk, som ene udstrømm er Næring i de mange Grene. Det var Din Tale, Sanger! — — — — — “ *)

Nej, det var det ikke; men Mynsters Øre hørte kun, hvad d e t var modtageligt for; og Oehlenschlåger havde sikkerlig Ret, naar han i sine «Erindringer» siger 0111 Mynster ved denne Lejlighed: «Hans Aand svang sig fra Digteren til det Himmelske**). — Er den romantiske Filosofi pantheistisk, har den naturligvis heller ingen Moral. Er Altilværelsen en stor, lysdunkel Enhed, der kun aabenbarer sig i en evigt vekslende, broget Mangfoldighed, da kender den selvfølgelig-ingen Forskel paa Sort og Hvidt, paa Godt og Ondt: «Kødet kan ikke begære mod Aanden»; thi de ere i det Væsenlige Et og det Samme. Mest slaaende giver Romantikken i saa Henseende sit Væsen til Kende i den bekendte Genidyrkelse: Den geniale Mand er i Grunden uden Ansvar lige over for sine Medmennesker; Verdenssjælen har (ham ubevidst) taget ham i Besiddelse, dannet ham efter sin Vilje og hævet ham over alle timelige.Love. Da Oehlenschlåger var underkastet den Steffensske Suggestion, mærkede han Intet til dette Forhold; først efter Bruddet med denne Mand, i hvem han næsten havde været forelsket, er­ klærede han i det mærkelige Brev til Vennen H. C, Ørsted***), at «hele det nyere æsthetiske System (hvad der var det Værste ved det) var uden Moralitet».

*) M.s Digte, Blandede Skrifter, III, 352. **) Citeret af Kr. Arentzen a. S. ***) Breve, 1ste Saml. 218.