JPMynster

76 var det Eneste, der gav Livet Værd, saa er denne, der ubetinget underkaster sig Samvittighedens Bud, h v e r t Ø je b lik parat til at forsage Alt, hvad han forhen attraaede. «O min Ven! Du, som kender og ærer en Samvittighed, kan Du tvivle om, at den visselig aaben- barer Dig Guds Vilje, og at Du gennem den kommer i Samfund med Gud? Til ham vil da Din rene Tanke kunne opløfte sig, Du vil haabe paa, Du vil kende hans Herlighed — den e r i n t e t P a r a d i s , d e n be- s ta a r ik k e i J o r d e n s G læ d e r i d e a l i s e r e d e , den er en a n d e n T in g e n e s O rd e n , hvad intet Øje har sét, og intet Øre hørt, og hvad tilforn ikke er op­ kommet i noget Menneskes Hjerte*). Dette er Jesu Lære; derfor kunde han sige: «Fred efterlader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder, jeg giver den ikke, som Verden giver den.» Søg Dig for denne Læres Hoved­ indhold hvad Udtryk, der dybest bevæger Dit Hjerte; for mig er dens Sum aabenbaret i de Ord: «Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle se Gud!» Ak, ogsaa mit Hjerte er besmittet; men jeg har dog haft Tider, hvori det var rent, thi jeg har visselig sét Gud. Jeg har tilforladelig følt det i mit Inderste, at der er en Guds Fred, som overgaar al Forstand; en Sjælens Til­ stand, som aldeles ikke lader sig forklare af denne Verden, men alene af et uendelig ophøjet, uendelig helligt, evig kærligt Væsen, som er den eneste sande Gud, hvem jeg tilbeder. Dette er ikke en Drøm, ikke et Spil af min Fantasi, men det er min sikre E r­ faring, og med den har jeg følt min Barndoms Ro, som jeg i lange Aar til sidst aldeles havde tabt, klarere og varigere i mig; og jeg véd det nu, at det kun er Vantro og Synd, i Lyster som i Gerninger, der endnu forstyrrer den i mig» . . . . «Tror Du,» spørger den Anden, «at et Menneske

*) 1 Kor. 2, 9.