JPMynster

80 var han bleven det Sidste. Dog, Gud være lovet, at vor Overflødighed ikke forøgedes; men at Mynster blev det for os, han blev. — 1804! Man vil huske, at dette er Napoleon den Førstes Kejseraar. Saa vidt jeg forstaar en Hentydning i Dialogen*), maa dens Tilblivelsestid sættes til det Tidspunkt, hvor hin Verdensbegivenhed forberedtes eller fuldkomnedes. Hvilken Baggrund afgiver da ikke denne historiske Situation for Udarbejdelsen af dette tilsyneladende beskedne og uansélige Skriftstykke. I Virkeligheden er den unge Landsbypræsts Afhandling en trodsig, mandig Protest mod Tidens Ido la tri.----------- Lyksalighedslæren, den filosofiske E u d a im o n ism e , kunde i Længden ikke tilfredsstille dem, som . stræbte efter Sjælsfasthed. I den omhandlede Dialog skænkes den kun et foragteligt Sideblik af den anden Person i Samtalen (d. e. Mynster, som han raisonnerede fø r Gennembruddet): «Disse Moraler, der lade Alt, hvad der er Stort og Ædelt i Mennesket sove; tale de derom, da sér man, hvorledes de maa forfalske og fornægte deres Principper for dog at faa dem til at indrømme Lidt af det, de for meget har hørt anprise, til at de ligefrem tør fordømme det.» Man opstillede da en anden Moral, som man maaské kan kalde — d en s to r e J e g h e d s M o ra l: Mennesket bør gøre sin per­ sonlige Overbevisning til sin højeste Lov, og denne Lov skal han bringe til Gyldighed med al sin Vilje­ kraft; finder han Modstand paa denne Vej, skal han blot betragte denne Modstand som et Øvelsesmiddel for sin Energi; Vanskeligheder, som han optaarner sig for siden at kunne overvinde dem. At anerkende en højere Avtoritet end sin egen fri, selvbevidste Vilje vilde for det ideelt stræbende Menneske være uvær­ digt. — At denne Anskuelse k a n udvikles til en høj

*) Bl. Skrifter V. 99.