JPMynster

81 borgerlig Moral er sikkert nok (og det er den, Mynsters tidligere alter ego i Dialogen gør sig til Repræsentant for); men at den ogsaa kan forvendes til den mest op­ rørende Selvsyge og Hensynsløshed, derpaa turde navn­ lig «den store Napoleon» være et Bevis. Imidlertid var Napoleons Optræden i Belysning af Tidens Modeideal ikke blot fænomenal, men saa glimrende, at det ikke alene er forstaaeligt, at Smaaaander (som N. C. Bjerring, «den lille Marat», i København og hans Ven, den politiske Vejrhane, Malte Bruun i Paris) svim­ lede derved; men at ogsaa betydeligere Mænd, som den af Mynster og Grundtvig lige højt beundrede Historie­ skriver Johannes Müller, tabte deres moralske Ligevægt ved dette Syn. Medens da saa at sige hele Verden drejede sig tilbedende mod den mægtig opgaaende Dagens Stjerne, vendte Mynster sig med Uvilje bort. Karakteristisk skriver han i sine Optegnelser fra 1804: «Det gør mig næsten ondt, at der ikke er bleven Andet af Bonaparte end en Kejser. Som General var han en fornem Mand, som Kejser er han kun en Parvenü» *). Thi det er det store Omslag, hint Gennembrud bevirker i Mynsters Sjæl, at han fornægter denne Verdens Afguder og Halv­ guder, at han ikke mere stræber at opnaa en Plads paa den jordiske Æretrones mange Trin, at han ikke som før vil have sin egen Vilje frem, skønt der var en mægtig Drift dertil i hans Indre, og hans Energi var øvet gennem Aaringer. Nu kapitulerer han lige over­ for Gud og tager sin Vilje til Len af ham: « Ikke som jeg v il, H e r re , m en som Du vil!» Fra nu af er han Guds Stridsmand, hans tro Vasal.

*) Blade etc. 8.

6