591740954

109 Begravelse], jeg gik ind i Marskallatet og sagde til Sally [Hofin­ spektøren], at de havde glemt at sende mig Billet til Castrum doloris. Men hvorfor har De ikke henvendt Dem derom, sagde han, jeg spurgte om jeg ikke endnu, da Alt var forbi, kunde gaae over til Kongens Kiste. De er den eneste det er sket med, men kom. Han gav nu en Husgeraadskarl Ordre at føre mig over og sige, at det var med Hofmarskallens Villie; vi gik over Gaarden og Colonaden; i Porten stod flere Damer. „Hr. Etatsraad!" raabte de „vi ere fra Landet, kunne vi ikke følge med.“ Jeg svarede: „Jeg er ikke Etatsraad, jeg er H. C. Andersen og har her Intet at gjøre!“ — Jeg kom nu op af den smalle Vindeltrappe, hvor Folk havde gaaet til Castrum doloris ind i de sort betrukne Stuer, hvor matte Lamper brændte. Folk bar bort Sidestykkerne af Katafalken med Indskrifter*) jeg kom nu ind i den sort be­ trukne Paradesal, hvor den hvide Atlaskes Baldakin prangede i Loftet; Lysene brændte i Stager og Candelabrer, Vaabenskjol- dene hang, men Tabouretterne med Ordener og Insigner vare borte. Kisten sænkedes ned, de store tunge Bjælke Vægge der beklædte med Sarkophag Versene havde baaret den blev tagne *) Fædrelandet 10. Decbr. 1863. Paa Katafalken findes føl­ gende Vers:

Træd sagte hid og græd kun tyst: Farvel vor Stolthed og vor Lyst! Hyl Dig i Sorg, o Fædreland! Ak, Ingen elsked Dig som han. En sorgløs Ungersvend han stod — Din Fare gav ham Kløgt og Mod; Det Kongeord, han talte kjækt, Skal skærme Dig fra Slægt til Slægt; Den Frihedssæd, som han har lagt Ned i din Jord, er nu din Pragt, Og da til Dødfen Du var viet, Fra Undergang han Dig befried. • D et g j ø r han end. Vær uforsagt, Han har endnu en sælsom Magt: Han lever end, han er med os, Naar fjendtligt Overmod og Trods Vil trampe ned vort Grændseskjel; Han lever end til Landets Held I hver en kjæk og mandig Daad, I hvert et lyst og fremviist Raad; Han er foran paa Kampens Dag Og fører frem til Seir vort Flag — Han hviler ei, før vi kan hænge Leddet i Lave for Danmarks Vænge!