591740954

96 Johannes Fibiger (Mit Liv og Levned S. 221):

Den følgende Dag saae jeg fra mit Vindue Gammeltorv efterhaanden fyldes saa tæt, at fra den ene Mur til den anden stod Hoved ved Hoved. Jeg foer ned at føie mit af den nye Tids Frihedsaand høit løftede Hoved til de andres. Time efter Time ventede vi rolig og taalmodig. Man sagde os, at inde paa Raadhuset stred Borgerrepræsentanterne med Magi­ straten, som ikke vilde indlade sig paa at være med til den Beslutning at gaae til Kongen og bede ham om et Sy­ stemskifte, som Aftalen havde været paa Mødet Aftenen før. Da hørtes ovre fra en Gruppe nærmest Raadhuset Sang løfte sig — „Danmark dejligst Vang og Vænge", og hele den vrim- lende Folkemængde istemte den gamle høitidsfulde Tone. Som et svulmende roligt rullende Hav, ikke som en Oprørssang, snarere som en Psalme i den fyldte Kirke gik den henover Hovedstadens minderige Torv. Det var engang at fornemme hvad en Folkesang har at sige, aldrig har det været bedre for- staaet. Det var vel ikke blot mig alene, Taarerne løb ned ad Kinderne paa. Endelig kom saa Folkets Førere tilsyne under Raadhusets Colonnade, og det overraskende saaes, Overpræsidenten gik virke­ lig i Spidsen. Han var bleven overmandet af Borgerrepræsen­ tanternes og Casinomødernes Formand L. N. Hvidt, som kort og godt havde sagt ham: Gaaer De ikke med, saa gaaer vi alene. Ved Synet af min store Præsident med det hvide Ordens- baand over sit brede Bryst som Anfører for hele det liberale Væsen, det han fra Cancelliets Plads i en Menneskealder havde foragteligt holdt nede, maatte jeg lee ved mig selv, jeg kjendte jo Manden saa vel. [Fibiger boede dengang hos Overpræsident Lange „i den store Gaard paa Gammeltorv mellem Nygade og Klædeboderne, hvis Frontespice Abildgaard har decoreret", nu Nr. 4], og jeg fik endnu mer at more mig over. Saasnart han kom hjem efter den vældige Bedrift, strøg* han al den Ære, han havde indhøstet for den, af sig ligesaa rask som han kastede Generalskjolen, og gik lige over til A. S. Ørsted, som boede skraas overfor os, forat undskylde, hvad han havde vovet paa. „Som de beklagelige Forhold nu engang ere, kunde jeg efter min bedste. Overbevisning ikke gjøre andet." — „Ja, ja, kjære Ven, jeg forstaaer det", svarede Ørsted og klappede ham paa Skulderen. Jeg fik det altsammen frisk ved Middagsbordet, da han forklarede sin bekymrede Familie de beklagelige Forhold og sin vanskelige Stilling . .