S_FørOgNu_Supplement1

Aande har paa Jorden for siden blandt Ruinerne med Despotis­ mens Jernspir uindskrænket eller rettere sagt iblinde a t herske over de faa øvrige, som har undgaaet den almindelige Ødelæg­ gelses knugende Ild. Jeg kan ej nok forundre mig over den lige saa oplyste som modige franske Nation, som har ladet sig saa længe trykke af denne forhadte Blodhund.“ Efter denne hans Opfattelse af Napoleon fortæller han videre om, at han nu har siddet 3 Aar i Fængsel med Jern paa Hænder og Fødder og med ca. 4 Sk. om Dagen. At han skal have baaret Jern, faar vi kun at vide ad denne Vej. Saafremt han imidlertid virkelig har været lidt utilregnelig, skulde dette jo ikke blive forbedret under hans mangeaarige Fængsel, og 11 Aar senere erfarer vi, at han d. 13. Septbr. 1825 har tru et Arrestforvareren, Sergent Franck, med knyttet Haand, skældt ham ud for en Tyveknægt, taget ham fat i Brystet og sagt, at han havde myrdet mange Mennesker i Holsten; to Vidner erklærer, at Franck ingen Anledning har givet til dette Overfald,

Schmeerfeldt, der var født d. 14. Septbr, 1785, havde i 1810 op­ holdt sig i København for at konsulere en Læge. Under dette Besøg følte han sig i den Grad tiltruk ket ved Synet af Arveprins Frederiks Datter Juliane, at han sendte hende Kærlighedserklæ­ ringer og gjorde Forsøg paa at trænge sig ind i det Palæ, i hvilket hun boede. Følgen deraf blev, at han fik Ordre til at for­ lade Landet, men da de svenske Myndigheder ikke var interes­ serede i at holde ham fast, vendte han Gang paa Gang tilbage til København, hvorfra han da for hver Gang omgaaende blev afsendt til Kronborg for derfra at sendes over Sundet til Sverrig. I Juli 1811 var han paany taget til København, og en Aften, da man ventede Kongen ind til Palæet fra Frederiksberg, pas­ sede Schmeerfeldt ham op, trængte sig bevæbnet med 3 Pistoler ind efter ham i Palæets Port og truede med at ville skyde ham. Han blev dog hurtig overmandet og ført til Kastellet. En Kom­ mission, bestaaende af „trende af Vore anselige civile lovkyn­ dige Embedsmænd“, blev efter Kongens Befaling nedsat d. 16.

Kastelsgraven og Kastelsvolden set fra Islands Batteri paa Langelinie. Aar 1870. T il venstre Prinsessens B astion med F lagbatteriet (se Teksten Side 200) og til højre Norgesbroen.

August og dømte ham d. 16. Oktober til livsvarigt Fængsel. Denne Dom appellerede Schmeerfeldt til Højesteret, der imidler­ tid kom til det Resultat, at han havde forbrudt sit Liv, hvilken Dom Kongen dog formildede ved at stadfæste Kommissionens Dom. Schmeerfeldt skulde have været hensat paa Munkholm, men kom dog til at udstaa sin Straf i Kastellet, hvor han i Begyndelsen fik 1, senere 3—4 Mk. om Dagen til sit Underhold og desuden fri Vask og Medicin, hvilke sidste Poster i Forbin­ delse med Klæder og Fodtøj ofte løb op til 12 Rdl. pr. Maaned. Allerede som ganske ung var Schmeerfeldt bleven betegnet som svagt begavet, eller maaske snarere som lidt „smaatosset“, og en Kendsgerning er det, at han i Løbet af sit mangeaarige Fængsels­ ophold blev fuldstændig aandssvag; men under Datoen 13. Maj 1814, altsaa ca. 3 Aar efter hans Fængsling, findes der dog i Bilag til Justitsprotokollen et 6 Kvartsider langt Brev fra ham til en Ven i Sverrig, hvilket Brev sandelig ikke tyder paa en svag Be­ gavelse. Det er ikke alene tydeligt og smukt skrevet, men tillige affattet i et særdeles smukt Sprog. Et enkelt karakteristisk Brudstykke af det skal anføres her. Han fortæller, at det havde været hans Agt at kæmpe sammen med de tapre Franskmænd; „men“, spørger han sig selv, „hvorledes vilde da min Skæbne være bleven? Sikkert forskudte Arme og Ben eller en smertefuld Død, og for hvem? For den nedrigste Tyran, det største Udyr, Verden endnu har formaaet at frembringe, som fra at være dens Afgud, med et blev dens Plageris og Ødelægger, som paa den mest samvittighedsløse Maade, ene og alene for sin grænseløse nedrige Ærgerrighed var i Stand til at ofre alt, hvad Liv og

og Schmeerfeldt blev straffet med at blive indsat i en særlig Arrest i 5 Dage uden at faa Middagsmad. I December .1826 er han saa syg, at en Mand maa vaage hos ham om Natten i henved 3 Uger, hvorfor der ogsaa maatte være Lys hos ham; men da dette i Længden blev for dyrt, blev der anskaffet en „Manage- lampe“ til Olie. Da der d. 18. Septbr. 1832 er Tale om, at Schmeerfeldt skal føres til Christiansø, foreligger der en Erklæring fra Regiments- kirurg Hjorth, der gaar ud paa, at en Sørejse vil være livsfarlig for ham; de sidste 13 Aar har han gennemgaaet mange Syg­ domme, og i de sidste 5 Aar har han været sengeliggende og har ikke været i frisk Luft. Han lider af Ben-Edder i højre Knæ­ led, og den underste Del af Benet har tru kk et sig op imod Laaret i fuldstændig Stivhed. Der opstaar stadig Bylder om Knæet, der er meget smertefuldt. Under 28. Februar 1834 foreligger der fra Vagtmesterløjtnanten en Indberetning, af hvilken det bl. a. fremgaar, at Schmeerfeldt siden d. 1. Juli 1830 daglig har modtaget 4972 Sk. Tegn, for hvis Modtagelse han kvitterer hver Søndag. For disse Penge faar han: „Om Morgenen Tevand, Franskbrød med Smør paa og som oftest et Glas Punch. Om Middagen spiser han fra Marketenderierne 3 eller flere Gange om Ugen, naar de har Suppe, og drikker saa Kaffe, hvortil han spiser Tvebakker eller Franskbrød med Smør p aa; de øvrige Dage spiser han efter Spiseseddel fra Toldbod­ børsen. Om Aftenen spiser han Franskbrød med Smør, Ost eller Kød paa, hvortil han drikker 1 å 2 Glas Punch og lh Pægl Rom.“

254