S_Gazetten_1889

6 A Z E T T E I*.

326

Et Offer! K o 1) e n h a v n e r b i l l e d e af W. I. S. Holm. (Eftertryksretten forbeholdt.) (Fortsat).

med op paa hendes Værelse. I Reg­ len bad lian hende lade være at tænde Lys, og i Mørket sad de da og pas­ siarede og kærtegnede hinanden. Og lians Ord og Kys spredte Lys og Lykke i hendes fattige Kammer. En Søndag Aften hen i November Maaned sad de som sædvanlig oppe paa Annas Værelse. De havde været i Kasino og set en Folkekomedie, et af disse farceagtige Udstyrsstykker, som altid i Befolkningens brede Lag kan finde sit taknemlige Publikum. Den kaade, buldrende Musik, de pragt­ fulde Tableaux, de grotesk-heroiske Optrin, de højst usandsynlige, men grundkomiske Situationer, Støjen og Latteren af hele et tætfvldt Teaters entusiastiske Publikum — alt genlød endnu i Annas Øren og flimrede for hendes Øjne, mens hun overvældet af Aftenens Indtryk havde sat sig paa Sengen. Anker havde taget Plads ved hendes Side og kærtegnede hende paa en egen nervøs-lidenskabelig Maner. Men hun syntes hverken at ænse hans Kys eller at bemærke hans særegne Adfærd — opfyldt som hun var af Komediens stærke Indvirkning. Pludselig gav Anker sig til at kildre hende. Hun var meget nervøs og ogsaa meget kilden, og denne Berøring rev hende ud af hendes Ro. Hun vred og krum­ mede sig under hans Hænder og vilde trække sig bort, men han fortsatte sine Angreb og trykkede hende fastere op til sig. Blodet hamrede i hendes Aarer, Tindingerne bankede som i Fe­ berhede, og en krampagtig Latter gennemsitrede hendes hele Legeme, mens ligesom en Taage omslørede hendes Sanser............ — — Da hun igen kom til sig selv, var hun alene. Maanens Straaler kastede et mat, sitrende Skær ind i hendes Kammer, hendes Dragt var i Uorden, og en underlig pinefuld Slap­ pelse hvilede over alle hendes Lemmer. Hun rejste sig op og søgte at samle sine Tanker, og i et Nu stod Aftenens Begivenhed klar for hende — hun begreb, hvad der var sket. En navn­ løs Kval overfaldt hende, og i for­ tvivlet Hulken kastede hun sig ned paa Lejet, mens en træt Stønnen trængte sig over hendes Læber. Saaledes laa hun længe. Fra Tid til anden gennem- rystede Graaden hende; lidt efter lidt hørte den dog op, og hun blev atter rolig. Rolig? nej, men Tankerne kla­ rede sig, og hun begyndte at overveje det skete. Saaledes skulde det altsaa komme, dette skulde blive Enden paa deres skønne Forhold! Enden? nej, det var umuligt! Han kunde ikke .have for­ ladt hende; han maatte komme igen, vilde trøste hende i hendes kvalfulde Sorg, vilde med sin slanke hvide

spurgte hun ikke; hun troede det vel. Men i øvrigt var hendes egen Kærlig­ hed hende nok, og nynnende begav hun sig omsider til Ro og sov ind i lyse Drømme. Fra nu af begyndte en ny Tid og et nyt Liv for Anna, et Liv fuldt af Lykke og Solskin. Hver Søndag og undertiden og Ugens øvrige Aftener var hun sammen med Anker. De fore­ tog Udflugter eller gik i Tivoli i hin­ andens Selskab, og naar de var borte fra hinanden, stod hans Billede be­ standig for hendes Tanker og kastede Lysglans over hendes Arbejde, som ikke mere syntes hende ensformigt og trist. Deres Forhold til hinanden var stadig det samme: Han passiarede, og hnn hørte til, og hans Kærtegn gav hende rig Erstatning for alle hendes tidligere Savn og Længsler. Han talte aldrig til hende om Kærlighed; men hans Kys var varme og ildfulde, og hun gengældte dem i fuldt Maal. Aldrig var hun lykkeligere, end naar de var ene sammen, og hun med Ar­ men om hans Hals saa ham ind i de spillende brune Øjne og trykkede sine Læber mod hans, mens hun dirrende over hele Legemet klyngede sig op til ham og ind i hans Favn’ Han lod da gærne Haanden glide kærtegnende, ligesom beroligende hen over hendes Haar og Kinder; men denne Kæiteg­ nen gød ny Ild i hendes Blod. Hendes Øjne blev duggede, Læberne aabnede sig, og hendes Kys blev hedere og hedere. Undertiden kunde han da løsne hendes Arme og læmpelig skyde hende fra sig eller lade hende glide ned af sit Skød, mens en nervør Dir­ ren for hen over hans Ansigt. Hun betragtede ham saa med et forundret, spørgende Blik; men han lo bare, og hun var atter glad. Saaledes forløb flere Maaneder, og Efteraaret var kommet med Rusk og Regn. Anker havde endnu aldrig været oppe paa hendes Værelse; men en Aften, da de kom tidligere hjem end sædvanlig, ytrede han Ønske om at se hendes „ Jomfrubur “ , som han udtrykte sig. Hun blev lidt forlegen, fordi det var saa tarveligt og vilde tage sig saa fattigt ud til Ankers Ele­ gance. Men han slog hendes Betænke­ ligheder hen med Spøg, og hun lod ham følge med. Hun boede paa tredje Sal i et lille etfags Baggaardsværelse, der næppe havde Plads til en Seng, et lille Vaske­ bord, en Kommode og to Stole, hvilket udgjorde hele Møblementet. Anker saa sig om uden at sige noget, satte sig paa den ene Stol og trak hende ned paa sit Skød, og som sædvanlig forsvandt alle hendes Betænkeligheder under hans Kærtegn. Efter den Aften fulgte han ofte

Ved Middagstid brød de op og gik videre vest paa, indtil de stansede ved Hulsøen, denne fortryllende lille Skøn­ hedsplet der som en blinkende Dug- draabe ligger gemt inde i store Hare­ skov og pludselig, naar man mindst venter det, glimter frem for ens Fod. Paa den ene Side kranses den af præg­ tig Naaleskov og paa den anden af lyse, højstammede Bøge, blandede med vilde Æbleti æer. Som et aarvaagent Øje, alvorligt og dog skælmsk, titter den frem under Naaletræernes buskede Bryn. Et forunderligt Trylleri griber en, naar man pludselig ser sig fangen af dens klare Blik, og det kan være svært nok igen at vende den Byggeri og tage Afsked med den — Skovens skønneste Perle! — Anna klappede i Hænderne som et overgivent Barn, ogsaa Anker maatte beundre den fredelige Idyl , og de havde begge vanskelig ved at løsrive sig fra den. . De spiste til Middag i Frederiks- dal Kro og foretog bagefter en Sejl­ tur paa Fursøen. Anker roede. Da de var kommen ud paa Midten, tog han Aarerne ind og lod Baaden drive for den svage Strøm. Han intonerede: „Flyv, Fugl, flyv!“ Anna faldt ind med, hendes bløde Altstemme lød godt sammen med hans rene, velskolede Tenor, og sjældent har Chr. Winthers dejlige Romance lydt smukkere hen over dens Hjemsteds Vover. Anna sad henne i Agterenden; Anker gik hen og satte sig ved hendes Side, og læ­ net op til hinanden sang de forskel­ lige Duetter. Til sidst sang Anker alene en schweizisk Hyrdesang, hvis smeltende Toner kastedes tilbage fra de høje Bakker og dirrede hen over Søens Vande. Da Sangen var endt, roede han i Land, og de spaserede op i N ø r r e skov . Atter gik de ved hin­ andens Side inde under de løvrige Træer, og under munter Samtale svandt Eftermiddagen hen. — Da de skiltes om Aftenen efter at have aftalt en ny Udflugt for næste Søndag, kyssede han hende atter; uden Tilbagehold gengældte hun hans Kys og lænede sig tillidsfuldt op til hans Bryst. Da hun kom op paa sit Værelse, blev hun længe siddende ved Vinduet og tænkte paa ham — paa ham, hvem hun havde ofret hele sin unge Kærlighed. Ja, for hun vidste det nu, at hun elskede ham med al sin Ungdoms Styrke og Inderlighed. Om han elskede hende til Gengæld, derom