HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1961 h5

H E L G E T O L D B E R G

hvis man retter war til ær, og uanset Forbindelsediktens øvrige ringe poetiske kvalitet er rimene altid i orden. Forøvrigt indtager Danmarksafsnittet en særstilling ved ikke at være blevet sat i forbindelse med nogen bestemt kilde,8 den for­ virrede årsagssammenhæng og kronologi ville også forbyde anta­ gelsen af en enkelt sådan! Men har man først fået fornemmelsen af at forvirringen og fortegningen er bevidst, går det nemmere, for så kan man finde en mening ved at konfrontere forvrængningen med de faktiske forhold. I dette tilfælde skal man bare huske, at det der skildres i virkeligheden var Magnus’ triumf og Valdemars ydmygelse ved Varbergoverenskomsten 18/11 1343 . Hvad Magnus opnåede i Varberg, Valdemars afkald på de skånske landskaber for sig og sine efterkommere, kunne han takke et samspil af held og egen dygtighed for. Først havde de skånske landskaber, samme år Magnus selv overtog regeringen, givet sig ind under ham for at slippe af med deres holstenske overherre, Johan den milde; men det havde været dyrt, idet Magnus havde måttet udrede pantesummen, 34000 kølniske mark, og han havde måttet anerkende at pantet senere kunne indløses. Faren for denne eventualitet voksede efter at Danmark i 1340 atter havde fået en konge; men netop da spilledes der Magnus et trumfkort i hænde: Valdemar havde 16/1 1341 fået København, både fæstningen og slottet, og noget mere af Roskilde bispestols tilliggende overladt for små to år (til 6/12 1342 ), men været nødt til at pantsætte det — senest i juni 1341 — til tre-fire tyske adelsmænd, hvoraf kun nav­ net på én vides med sikkerhed: Marquard van Stove (den ældre), Johan den mildes tidligere høvedsmand i København.9 Valdemar pantsatte området for 7000 mark, og for samme beløb gik pantet, senest i sommeren 1343 , videre til Magnus! Ved den foreløbige fredsslutning i Helsingborg 2/8 1343 var dette et af de hoved­ spørgsmål der skulle løses, og af den endelige 18/11 s. å. i Varberg 10