TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

saafremt nogen sig der paa Stedet opholder, eller en anden søekyndig Mand, tilligemed den, som sammesteds fører øverste Opsyn med Toldvæsenet, eller hvem Kongen ellers maatte finde fornødent at lade udnævne. Samtlige disse Commissioners Pligt og Forret­ ning skal være, nu og i Fremtiden, naar smittende Sygdomme herske uden for Landet, da at forestaae og drage Omsorg for de Foranstaltninger, som til saadanne Sygdommes Afværgelse ere fornødne. De skal og, paa det at med fælles Kræfter kan virkes til eet Øjemed, for Qvarantaine-Directionen i Kjøbenhavn anmelde ethvert i deres Distrikt indtruffet Tilfælde, som for Qvarantaine-Væsenets Side maatte fortiene Opmærksom­ hed». Det var dog ikke meningen, at kommissionen blot skulle indberette tilfælde til den centrale kommission i København. Den skulle selv foretage foranstaltninger til karan­ tænens indførelse. I paragrafferne gøres der detaljeret rede for hvert enkelt tilfældes behandling. Også ladningen var underkastet karantæne. Man opererede med »giftfæn­ gende» og »ikke-giftfængende» varer.Til førstnævnte hørte uld, bomuld, silke, hør, hu­ der, skind, pels- og foerværk og dyr, som bærer uld, samt flere andre ting, således alle slags mønter og penge. Til de ikke giftfængende varer hørte komvarer, kød, flæsk, fisk, frugt og flydende varer samt planter og apotekervarer. Giftfængende var nemlig især porøse stoffer, idet man mistænkte luften for at være smittebærer. Ting som korn og fødevarer, der var dyrket af jorden, betragtedes ligesom væsker som ikke smittebæ­ rende. Raske, eller tilsyneladende raske personer, undgik også stort set karantæne. Man regnede ikke med forekomsten af sunde smittebærere. Disse synspunkter er stort set de samme, som lå til grund for den gamle vejledning om pestbeskyttelse fra 170 9 , hvor der også blev advaret mod uld, hør o.s.v. Endvidere indførte man sundhedspas, d.v.s. et dokument, udstedt af sundhedsmyn­ dighederne i den by skibet havde forladt, med udtalelse om sundheden, dels ombord på skibet, dels i byen. Når skibet ankom til havnen, skulle karantæne- eller sundhedskom­ missionen i havnebyen udspørge kaptajnen på afstand uden at komme i berøring med hverken ham eller hans last. Kom han fra en smittet by med giftfængende varer, eller havde han haft mistænkelige tilfælde ombord, hjalp ingen kære mor. Han måtte afsted til karantænestationen, der indtil 18 1 4 var beliggende ved Kristiansand i Norge. Hans ladning skulle losses her. Både skib og ladning måtte opholde sig 40 dage deroppe. Hvis skibene kom fra smittede steder, men ikke havde ladning, eller ladning bestående af ikke giftfængende varer, eller hvis de kom med tilfredsstillende sundhedspas, kunne man slippe med observationskarantæne d.v.s., at man for Københavns vedkommende måtte lægge til under Trekroners Batteris kanoner og hejse det grønne flag. Her skulle skibet så ligge, indtil sundhedskommissionens medlemmer havde undersøgt dets lad­ ning (Andersen 1903). Instruksen lød: »I øvrigt maae ingen i de Baade, som komme til et saadant Skib, enten tage noget Toug fra Skibet, eller røre noget derfra, førend det har været kastet i Søen, eller er bleven afskyllet i Søevand. Vil Skipperen sende Breve eller Papirer i Land, da er d e t ................... tilladt, at lægge saadanne Papirer» (i en) »Blik-Kasse. Der hæftes da en Snor ved den paa Kassen fastgjorte Jem-Kiæde, hvorefter Kassen, til­ ligemed Enden af Snoren, holdes i Søevandet», og først da var det tilladt folkene at af­ skære snoren ved kæden og føre blikkassen i land. Herefter skulle papirerne udtages af kassen med en tang, hvorefter de skulle gennemhulles og ryges, før man måtte berøre dem. Også for strandede skibe blev der givet særlige regler. Herom hed det dog: »Indstran­ der Skib, maae det ikke være det strandede Mandskab formeent, at redde sig til Lan­ det. Heller ikke bør Folk fra Landet holde sig tilbage fra at komme de strandede, saa snart og saa meget mueligt, til Hielp». Først når de var kommet i land, trådte karan­ tæneforordningen i kraft. I løbet af 18 3 0 ’eme blev kolerasituationen mere og mere truende, hvorfor regerin­ gen i 18 3 1 besluttede at sætte karantæneforordningen a f 1805 i kraft. I de to forord­ ninger af 18 . juni 18 3 1 og 8. august 18 3 2 blev det nærmere specificeret, hvordan sund­ hedskommissionerne skulle forholde sig (Petersen, C.P.N. 1 8 3 3 II pp.407-28 og 468-70). 98