TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

miske teorier. De hygiejniske forholds indflydelse på sygdommenes rasen syntes at be­ vise Franks teorier. Fra dansk side fik ingeniør August Coldings og kemikeren Julius Thomsens arbejde om koleraens mulige udbredelse i København 18 5 3 stor indflydelse (Colding & Thomsen 18 54 ). Disse to forskere mente at kunne vise en større udbredelse af sygdommen i kvarte­ rer bygget på gammel natrenovation. Desuden fandt de, at de steder, hvor drikkevan­ det indeholdt megen svovlbrinte, var sygdomme særligt hyppige. Det blev Max von Pettenkofer ( 1 8 18 - 19 0 1), der kom til at udforme nogle a f denne epokes epidemiske teorier. Tilhængere af hans retning kaldtes miasmatikere, fordi de arbejdede med et sto f miasma, som var sygdommens egentlige årsag. Dette stof opstod efter Pettenkofers mening i jorden, hvor det med grundvandet løftedes op til overfla­ den, her fordampede det og førtes så med luften rundt til individerne i området. Der var ikke tale om, at stoffet kunne smitte fra person til person, men mange kunne infi­ ceres samtidig på samme sted. Smitstoffet for kolera opstod ved en særlig kolerafaktor, som Pettenkofer kaldte y. Den gik i forbindelse med gærede organiske materialer i undergrunden. Herved opstod stoffet z, der ved påvirkning a f levende opganismer fremkaldte den egentlige kolera­ sygdom (Pettenkofer 18 9 3 pp. 2 9 -31). Efter 18 8 3, da Koch havde fremsat sine teorier om koleravibrionen, anbragte Pet­ tenkofer koleravibrionen som stoffet y. løvrigt regnede mange forskere stadig ikke kolera og de øvrige epidemiske sygdomme som specifikke. Man skelnede f.eks. ikke skarpt mellem malaria og kolera, det var blot febre, som opstod ved indflydelse af miasma (Petersen J. 1898 a pp. 49-59 og Petersen J. 189 3 b pp. 9 9 -111) . Sm itteteori Mens tilhængere a f stedets indflydelse på individet, som årsag til sygdommenes op­ ståen, betragtede sygdommene som noget uspecifikt i modsætning til stedets specifi­ citet, opstod samtidig en anden retning af epidemisk teori, der gik ind for sygdommene som det primære og specifikke, der blot modificeredes a f tid og sted. Det mest naturlige for et menneske i en farlig situation har altid været at løbe bort. Dette har da også været praktiseret under epidemier siden oldtiden, ofte med udmærket resultat for den enkelte, selvom sygdommen ofte derved spredtes til andre egne. Hver­ ken Hippokrates eller Galen synes at have anerkendt smitte som en årsag til spredning af en epidemi. Smitte lader sig kun dårligt indpasse i konstitutionsteorien, mens red­ ning ved flugt kan forklares og forsvares. Igennem middelalderen så man talrige ek­ sempler på, at folk reddede sig ved flugt og isolerede sig fra .alle med et solidt forråd af spise- og drikkevarer. Det mest berømte eksempel ses i Boccaccios »Dekameron» fra Florens (Boccaccio 1966 pp. 12-25). Gennem middelalderen måtte man på grund a f praktiske erfaringer efterhånden regne med, at epidemiske sygdomme kunne spredes ved smitte. Det blev åbenbart, at epidemierne vandrede nogenlunde så hurtigt, som en mand kunne rejse. Store ørkener og tyndt befolkede områder kunne danne en midlertidig barriere, og rejseknudepunk­ ter var ofte arnesteder for smitte. Biskop Knud I det ældste danske skrift om pesten, forfattet af en gejstlig person, Biskop Knud, formentlig biskop i Århus omkring 14 50 , anføres (i F. Hallagers oversættelse (Hallager 19 19 pp. 33-36)), at pesten skyldes et smitstof bragt til jorden fra himmelrummet af astrale kræfter, forstærket a f lokale forhold som stillestående vande, udsondringer fra mennesker og andre urenheder. Afgørende var imidlertid, at »sådanne pestsygdomme er smitsomme, fordi der fra de smittende legemer udstrømmer giftige væsker og dam­ pe, som fordærver luften og derfor bør man fly dem, der er smittede». Biskop Knud nævnede således ikke noget om, at de syge burde isoleres eller byerne afspærres. 15