TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

Karantæne Først op mod 1400-tallet indførtes egentlig karantæne som beskyttelse for en ikke smittet by. Bedst kendt er Venedig, der 14 0 3 købte klosterøen Santa Maria di Naza- ret beliggende i Adriaterhavet ud for indsejlingen til byen. Klosteret havde længe været herberg for syge pilgrimme, men indrettedes nu som karantænestation for rejsende fra pestbefængte områder og senere også for smittede fra Venedig selv, da man alligevel ikke undgik sygdommen (Oberg 1968 pp. 15 -16 ). Selve navnet på klosteret Nazareth blev efterhånden betegnelsen for et pestlazaret og senere forvansket til ordet lazaret. Det endte med at blive betegnelsen for et hos­ pital (Nyrop 19 20 pp. 369-80 og Oberg 1962 pp. 218 -24 ). Den venitianske institution blev et forbillede for senere tiders karantænevæsen. Det karakteristiske for denne institution skal have været ubøjelig fasthed og meget rigori­ stiske regler bl.a. de 40 dages indespærring = karantæne stammende fra ordet quarante. Antallet 40 kendes fra både Biblen og Babylon (Gerlitt 19 3 5 pp. 807-26). Først kendskabet til moderne inkubationstidsbestemmelser ændrede forholdet, selvom man undertiden slækkede på kravene i tidens løb. (Ziegler 1969 pp. 2 09 -31). Fracastoro Den italienske læge og epidemiolog fra Padua Girolamo Fracastoro (14 8 3 - 15 5 3 ) udgav 1546 »De Contagione et Contagiosis morbis eorumque curasione» (Singer & Singer 19 1 7 pp. 1-34). Heri gik Fracastoro ind for en smitteteori, idet han forestillede sig sygdomskim med evne til formering, som kunne føre smitte fra person til person ved direkte kontakt, ved inficerede genstande og endelig frit gennem luften. Selve smit- stoffet var til en vis grad levende. I spørgsmålet om dets fremkomst og smitteevne støt­ tede Fracastoro sig dog stadig til Galén: ændringer i atmosfæren, årets gang klima etc (Castiglioni 19 4 7 p. 455). Frem gennem renæssancen til det 19 . århundrede spillede de forskellige epidemiske teorier en underordnet rolle for selve sygdomsbekæmpelsen. Epidemierne blev be­ kæmpet med isolation og karantæne, som man altid havde gjort det. Smittede byer blev afspærret, og landene søgte at hindre handel med suspekte byer og havne. I praksis hyldede man altså den kontagionistiske linie og var overbevist om muligheden for smitte, men man betragtede epidemierne som et uundgåeligt onde. Malthus Særlig betydning i denne forbindelse fik R.T. Malthus (1766 - 1834), der i sit skrift »An Essay on the Principles o f Population as it Affects the Future Improvement of Society» fra 179 8 , nærmest regnede epidemierne som naturkatastrofer. Malthus’ teori handlede om forholdet mellem befolkning og levnedsmiddelproduktion. Han mente, at mens den første steg efter en skala 1, 2 ,4 , 8, 16 , voksede levnedsmiddelproduktionen kun efter forholdet 1 , 2 , 3 o.s.v. Når grænsen for eksistens var nået, skete katastrofer­ ne: hungersnød, krige og epidemier, som reducerede befolkningen, indtil eksistensmini­ mum passeredes (Malthus 1926). I Løbet a f 1800-tallet fik koleraepidemierne, som nævnt, sat nye tanker iganghos læger og forskere. De forgæves afspærringer og karantæner syntes at modbevise sygdommens spred­ ning ved smitte. Tilsyneladense opstod sygdommen a f sig selv. Snow Enkelte læger holdt dog stadig på smittegenesen. I England fremsatte lægen John Snow ( 1 8 1 3 - 58), der blev kendt som en a f anæstesienspionerer, allerede i 1849 den formodning, at kolera kunne spredes med drikkevand og syges ekskreter (Snow 18 5 5 Howard-Jones 19 75 p. 17 og Gotfredsen 19 58 pp. 4 6 4 8 ). 16