TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

imidlertid for stor. Den overordnede sundhedskommission måtte gøre plads for Læge­ foreningen til Koleraens Bekæmpelse. Nogle år efter 18 5 3 udgav Sofus Engelsted (18 2 3 - 1 9 1 4 ) en bog »Om Københavns Epidemivæsen» (Engelsted 1890 p. 58), her kommer han ind på epidemien 18 5 3 . Som konklusion skriver han, at epidemilovene må bestyres a f en myndighed, ikke a f hospi­ talsvæsenet, d.v.s. magistraten, som ikke vil kunne se bort fra sine egne private interes­ ser (benytte epidemihospitaler til at aflaste de kommunale hospitaler). Denne myndig­ hed skal have mulighed for at rådspørge både stadslægen og alle de kommunale over­ læger, men ikke have pligt hertil. Engelsted mente formentlig, at Sundhedskollegiet skulle kontrollere sundheden også i København. Derfor bør de lavere instanser ikke få for stor magt. I Sundhedskollegiets bedste periode skete en afgørende reform indenfor lægeuddannelsen i Danmark. Det var i 18 3 0 ’eme blevet almindeligt, at lægerne tog både den medicinske og den kirurgiske eksamen, og fra 18 3 4 var det en betingelse for ret til at praktisere i København, at man havde dem begge. 18 4 1 blev det besluttet at forene de to uddannelser under Københavns Universitet i Det lægevidenskabelige Fakultet. Det nye fakultet skulle forene den gode praktiske ud­ dannelse på Det kongelige kirurgiske Akademi med universitetets omfattende teore­ tiske undervisning (Norrie 19 39 III pp. 15 1-5 8 ). Den nye uddannelse har utvivlsomt været en forudsætning for de gode resultater, der gennemførtes i midten a f 1800-tal- let: udbygning a f hospitalsvæsenet, effektivisering af embedslægevæsenet og oprettel­ sen a f det statistiske kontor med dødsårsagsstatistikken. Sundhedskollegiets sidste år var rystet af stridigheder. Man stødte sammen med re­ geringsmagten personificeret ved den mægtige justitsminister P.A . Alberti ( 18 5 1 - 19 32). Som tidligere nævnt, var der ikke i lovene nedfældet noget om, at regeringen havde pligt til at høre Sundhedskollegiet i medicinalsager. Men gennem årene var det blevet kutyme, at regeringen altid bad Sundhedskollegiet om råd, og at man i praksis altid fulgte dets indstillinger. Norrie og Faber (18 6 2 - 19 56 ) har beskrevet denne strid i deres erindringsboger (Norrie 19 3 1 pp. 2 2 4 4 5 0 og Faber 19 39 pp. 30-38). I en lang række sager (fra 190 7 ikke mindre end 45) gik Alberti udenom Sundheds­ kollegiet. Undertiden undlod han helt at spørge det bl.a. ved besættelse a f landapoteks­ poster, som han i stor stil gav til ueksaminerede, mens der fra sundhedskollegiets side var gjort et stort arbejde på at opretholde apotekervæsenet på de eksaminerede farma­ ceuters hånd. Til sidst nedlagde Sundhedskollegiet arbejdet den 30. marts 19 0 7. En tid så det ud til at regeringen ville fortsætte Sundhedskollegiets arbejde medministerial- embedsmænd. Imidlertid fik man en mellemordning, idet nogle få sagkyndige læger ordnede det løbende arbejde. Medicinalkommissionen 1908. 13 . marts 1908 nedsattes en medicinalkommission på 24 medlemmer: 12 rigsdags- mænd og 12 sagkyndige læger. Professoren i medicin, overmedicus ved Frederiks Hospital, Knud Faber, blev dens formand. Det var en talstærk komité, der her var nedsat. Den fungerede dog ret hurtigt og effektivt. Faber fortæller, at Venstrerform- parti fungerede som en særlig fraktion i kommissionen. Uden denne gruppes medvir­ ken kunne ingen forslag fremlægges for regeringen. løvrigt var det Klaus Berntsen Venstre og Harald Jensen Socialdemokratiet, der førte ordet mest ved forhandlingerne. I 1908 blev Klaus Berntsen afløst a f en partifælle, da han dette år blev indenrigs­ minister efter Alberti. Kommissionen fungerede Uge til 1 9 2 1 , og havde da den blev opløst holdt 344 møder og udarbejdet et utal a f erklæringer deriblandt 13 lovforslag. Man stræbte efter altid at afgive enstemmige indstillinger, og det lykkedes da også næsten altid for Faber at gennemføre dette. Undertiden måtte socialdemokraterne tage forbehold, men de afgav ikke særforslag og blev rost for samarbejdsvillighed (Faber 19 39 p. 56). 28