Erindringer_1937

94 Otto Ludwig, hvis Fortælling „Mellem Himmel og Jord“ Chr. K. F. Molbech just havde oversat, læste jeg med Udbytte. Her blev Grunden lagt til mit Kendskab og Kærlighed til tysk Literatur og mit Arbejde med dens monumentale Værker. Høffdings Raad støttede mig yder­ ligere langt senere, da Forholdene efter Paludans Udnævnelse ikke syntes mig indbydende til at føre mine Studier frem til en afsluttende Examen, til at erhverve Fakultetets Tilladelse til en Doktordisputats. Naar denne ikke lykkedes, skyldtes det ikke Professoren i Tysk, Her­ man Møller, der meddelte mig, at Disputatsen var antaget, men som ikke havde formaaet ved den endelige Afgørelse at overvinde en Modstand, der havde Paludan til Ophavsmand. I disse unge Aar var Literaturstudiet forfriskende og æggende. Kender af Grabbe var foruden mig kun en eneste Personlighed, jeg senere traf — Kapelmester Johan Svendsen, der i sine Leipziger-Aar og senere forøvrigt ogsaa var en utrættelig Læser, medens jeg kunde diskutere Hebbel med Karl Larsen, Oversætteren af „Maria Magda- lene“ , det eneste Skuespil af den tyske Digter, der er blevet opført paa Dansk. Selv Kleist spilledes kun med lange Mellemrum — Anna Larssens Kåtchen von Heilbronn lyser i Erindringen som en Legem­ liggørelse af romantisk Poesi. Til mine Studier hørte ogsaa Kunsthistorien, for hvilken Sophus Michaélis vakte min Sans. Julius Lange holdt et Par Gange om Ugen i en tidlige Morgentime Øvelser i Afstøbningssamlingen, der efter Ghristiansborgs Brand var bleven anbragt i Udstillingsbygningen ved Gharlottenborg, — Øvelser over græsk og romersk Kunst og Renæs­ sancekunst. Det var en gedigen Vejledning, Lange ydede — foruden Michaélis og jeg deltog Francis Beckett, Kunsthistorikeren Læssøe og Axel Holck, senere Amtsforvalter, i disse Øvelser. Vi skrev Opgaver over Kunstværkerne til Lange, som tilsendtes ham med Posten, og som vi fik tilbage, naar vi mødtes paany. Jeg opbevarer endnu mine og ser, at Lange nu og da i sine Bemærkninger ytrede sig anerken­ dende over mine Beskrivelser — „rigtig set“ , „smukt opfattet“ . Ud­ byttet af disse Morgentimer var rigt og betydningsfuldt, og Bekendt­ skabet med Lange fortsattes udover disse Øvelser lige til hans altfor tidlige Død i Sommeren 1896 — jeg saa ham sidste Gang en Sommer­ dag i Charlottenlund Skov, da han passerede mig ved en Datters Arm. Ogsaa hans Forelæsninger paa Universitetet fulgte jeg — de var mo­ numentale, som han selv var en monumental Personlighed. Hans smukke bredskuldrede Skikkelse prydede en Talerstol, og hans ind­ trængende Foredrag, som understregedes ved hans dybe og alvorsfulde Blik, hans intensive Betoning af Ordene (jeg hører endnu i mit Øre Polynotos i Langes Udtale), som sikkert havde sin Grund i hans voxende Tunghørighed, gjorde et uforglemmeligt Indtryk paa hans unge Tilhørere. Han var en sjælden Mand med mange Interesser, med fin Forstaaelse af Ungdommen, rede til Raad og Daad. Mindet om ham varmer alle, der har kendt ham.