Erindringer_1937

545381435

í§ r ) . H 6-e Mi c , r o. t i.

ER I NDR I NGER

¡a w

C A R L B E H R E N S R E D A K T Ø R

CARL B EHR ENS ERINDRINGER M E N N E S K E R OG B E G I V E N H E D E R

H. H I R S C H S P R U N G S F O R L A G M C M X X X V 1 1

£¿41 1

Copyright 1937 by H. H IRSCH SPRUNG S FORLAG

iho

H. Meyers Bogtrykkeri

I N D H O L D

Pag.

II B ro g e d e B a r n d o m s in d t r y k ................................................................................ 15 I I I L a n d liv ............................................................................. 29 IV S k o le d a g e og v aag n en d e In te r e s s e r . I M a rib o es S k o le (1 87 3 -18 8 5 ) ........................ 40 V S tu d e n t og E stru p ia t. S tu d e n te rsam fu n d e t ........................................ 68 V I » P ira te n « og »N y Jo rd « . B e k e n d tsk a b m ed A ugu st S trin d b e rg og K n u t H am su n . Ove R o d e s »K ø b en h a v n « . F r a »A thenæ um «. M in fø r s te B o g ............................................................................................................. 107 V II F r a T h e a te r- og M u sik liv et. S tu d e n te rsam fu n d e ts fr i T h e a te r. B r a n d e s fe s te n ................................................................................................................ 141 V III S e lsk a b e lig h e d og F e s te r. P o litik i 9 0 e rn e . »A d resseav isen «. » S tu d e n te rb la d e t« . K ris tia n ia og S to ck h o lm . F o rs k e llig e P e r s o n lig h e d e r ............................................................................................................. 174 IX F e ste n fo r H e n rik Ib se n . »V ølund Sm ed «. P o litik 1898-1900. V e te ra n fe s te rn e 1898. S c h y b e rg -A ffæ re n . P resse k o n g re sse n i P a ris 1900. T h e a te r og F e ste r. V alg et den 3. A p ril 1901. S y s te m s k if te t................................................................................................................. 215 X G ifte rm a a l. D resd en . » B e rlin g sk e T id en d e« . F o r fa tte r s k a b . R e js e r 1904, 1905 og 1908. K on g C h ristia n d. 9 d es D ød . D r a c h m a n n -F e s te n . H an s D ød . A lb e rti-K a ta s tro fe n og d ens F ø lg e r. W e im a r. M in S v ig e rfa d e rs B o rtg a n g . K on g F re d e rik d. 8 d es D ød . A aren e fø r V erd e n sk rig en . S lu tn in g .......................... 234 I Slægten.............................................................................................. ,........... 9

F O R O R D Naar jeg ser tilbage paa m it Liv, har det ført mig sammen med saa mange interessante Mennesker og givet mig Anled­ ning til at deltage i saa lang en Række bevægede Begivenheder, at jeg har ment, at disse Erindringer muligvis kunde have Interesse udover en snævrere Kreds. Mine Erindringer er nedskrevne paa Landet uden personlige Optegnelser eller literære Hjælpemidler, men baseret paa min Hukommelse. Citater er dog senere tilføjede, alle Data under­ søgte og verificerede. Mit Ønske er, at denne Bog maa kunne give et beskedent Bidrag til Tidshistorien i en nu svunden og afsluttet Periode. Jeg har i dette Tilfælde mere følt mig som Iagttager end som Kritiker, og en dybere psykologisk Redegørelse for de a f mig nævnte Personligheder har jeg ikke tilsigtet a f Hensyn til endnu levende. Jeg vil udtale Ønsket om, at disse Erindringer maa kunne opfordre flere a f mine samtidige til ogsaa at berette deres Minder fra en betydningsfuld Epoke i dansk offentligt Liv. I Foraaret 1937.

I Slægten.

Det er et Problem: Hvor langt kan man huske tilbage? Hvor stærke er Erindringsbillederne fra Barndomsaarene? Naar begynder Hukom­ melsen? Hvis jeg ransager min egen, hæver et Billede sig frem Gang paa Gang. En Høj ved en Landevej. Mange talende Stemmer. En Kone gaar forbi paa Vejen, og en venlig Røst siger: „Carl, hils dog paa Ger­ trude !“ Jeg har da været noget over 2 Aar gammel. Scenen foregaar paa den lille Høj ned til Strandvejen i Haven ved min Morfaders, Papir­ handler Sally Friedlænders Landsted „Lille Taffelbay“ mellem Helle­ rup og Charlottenlund, et af de gamle Landsteder, der nu er forsvun­ det til Fordel for det store Beboelses-Komplex „Blidah“. Gertrude var en Valbykone, som solgte Fjerkræ. Og Højen har jeg som voxen selv set Gang paa Gang. Saa Billedet ejer Virkelighedsgrundlag. Eller jeg ser mig selv køre i min Bedstefaders Karet gennem Dyre­ haven, og min Opmærksomhed bliver henledt paa Raadyrene, der græsser i Nærheden. ... Min Morfader døde allerede i Oktober 1869, kun 61 Aar gammel. Han havde med Held 1838 uden Kapital grundlagt sin Papirforretning, der laa i Pilestræde Nr. 85 skraas for „Berlingske Tidende“. Her saa min Svigermoder, Professorinde Anna Poulsen, fra sin Moders, Fru Næsers Vinduer, min Moder og hendes Søstre, sortklædte efter deres Moders Død, afhente deres Fader i Vognen, der skulde føre dem ud til Taffelbay. I 1869 flyttedes Forretningen til den Ankerske Gaard Ved Stranden. Hans Lærling og senere Rejsende Axel Dithmer blev 1869 Indehaver sammen med Sønnen Vilhelm Friedlænder. Min Morfader var en livsglad og vennesæl Mand, der dyrkede stor Selskabelighed i sin Bolig paa Højbroplads. Han var Medlem af „Det kgl. københavnske Skydeselskab og Danske Broderskab“, hvor han 1862 kaaredes til Fuglekonge, Aaret før Kong Frederik d. VII vandt denne Udmærkelse. Han nævnes i denne Egenskab i Oberst N. P. Jen-

10 sens Bog „Det kgl. kjøbenhavnske Skydeselskabs og Danske Broder­ skabs Historie“ *) som Taler paa Kong Frederik d. 7des sidste Fødsels­ dag 6te Oktober 1863, hvor han paa Kongens Befaling repræsenterede denne og førte Forsædet. Han foreslog et Telegram, til Kongen, der opholdt sig paa Gliicksborg. Der indløb Svar med de afsluttende Ord: „Ja, til visse, vi maa mure med Sværdet ved Siden, saavel paa F ri­ hedens Værk som paa Dannevirke“. Han blev ofte bedt til Kongens private L ’hombreselskaber, — et Vidnesbyrd herom findes i G. A. Clemmensens Festskrift „Papirfabriker, Papirhandel og Papirhand­ lere i Danmark“ **), der gengiver et Telegram fra Kongen til Sally Friedlænder, saalydende: „Kom i Aften til L ’hombre. Tag Penge med. Frederik.“ Inden han ejede „Lille Taffelbay“, boede han paa Landet paa „Norgesminde“ ved Tuborg. Her oplevede min Moder som lla a rig Koleraepidemien 1853. Der indtraf intet Tilfælde hverken i min Faders eller Moders Familie. Min Morfaders Slægt synes at være kommen til Danmark i Slut­ ningen af det 18de Aarhundrede. Hans Fader Marcus Friedlænder, der allerede døde 1826, var Mægler i Kjøbenhavn, gift med Rebecca Hellmann. Hun overlevede ham ligetil 1857. Hun boede i Pilestræde Nr. 83, i samme Hus som min Oldefader, The- og Porcellænshand- ler W. J. Behrens. Forholdene var efter Marcus Friedlænders Død vanskelige. Der var sex Børn, foruden min Morfader, Sønnerne Albert og Julius Fried­ lænder, den sidstnævnte den bekendte Genremaler, hvis Arbejder i vore Dage bliver mere eftersøgte af Samlere end i hans Levetid. De tre Døtre Laura, Betzy og Emilie overlevede Brødrene og døde først i 80erne. Slægten stammede vistnok fra Kønigsberg og forgrenede sig i Tysk­ land. Min Moder erindrede, at hun paa den Rejse, hun som 17aarig i 1859 foretog til Tyskland sammen med sin Fader og Frederik Høedt, der var en Ven af Huset, og hvor de under et Besøg i Dresden beun­ drede Joseph Alois Tichatschek som Rienzi i Richard Wagners Opera, aflagde Besøg hos en Onkel Friedlænder, men Forbindelsen med F a ­ miliens tyske Gren glippede tidlig. F ra denne Rejse fortalte min Moder, at da de en Dag sad hos Pforte i Hamborg, tabte Tjeneren Bakken med hele Servicet. „Man skulde tro, den Idiot var dansk,“ udbrød min Bedstefader harmfuld. Hvorpaa Tjeneren øjeblikkelig replicerede: „Det er jeg ogsaa, Hr. Grosserer!“ • Min Mormoder Betty Bloch døde allerede i Marts 1852, af en Bryst­ sygdom, fra sine 5 Børn. Hendes Farfader var indvandret fra Ham­ borg. Familien ejede Gaarden paa Hjørnet af Admiralgade og Laxe- gade Nr. 22. *) Kjøbenhavn 1901, P. 110. **) K jøbenhavn 1924, P. 45—46.

11 Mange Strømme mødtes i min Slægt. Min Faders Familie, der havde sin Rod i Tyskland, kan følges flere Aarhundreder tilbage, idet det vides, at min Tiptiptiptiptiptipoldefader Isac Cohen var født i Mid­ ten af det 16. Aarhundrede i Bochum. Hans Søn, Isachar Behrmann, kaldt „den fromme“, død 23. August 1675, var Fader til Hofagent Leffmann Behrens i Hannover, født c. 1634. Denne havde en mærke­ lig Skæbne, om hvilken der endnu gaar Frasagn blandt hans Efter­ kommere, idet han ved at udlaane en stor Sum Penge til Kurfyrsten af Hannover, den senere Kong Georg af England, mistede sin Formue, og Firmaet „Leffmann Behrens og Sønner“ gik senere Fallit. Kur­ fyrsten skulde bruge disse mange Penge til sine Intriger ved det katol­ ske Bispevalg i Münster. Til Trods for, at Kong Georg 1721 tilskriver Parlamentet, at Leffmann Behrens’ Arvinger næste Aar bestemt skulde blive tilfredsstillet, blev Pengene aldrig betalt tilbage. Endnu i Be­ gyndelsen af det 19de Aarhundrede var Sagen paa Tale i Parlamentet, ja saa sent som midt i Aarhundredet overvejede den danske Gren af Familien at faa en Proces indledet i London, men den engelske Ad­ vokat, man havde raadspurgt, krævede større Deposita, end man kunde overkomme. Med Renter og Renters Rente er Summen nu svulmet saadan op, at den engelske Stat aldeles ikke vilde kunne opfylde sine Forplig­ telser overfor Familien Behrens. Læge Louis Frænkel, der ligesom jeg interesserede sig varmt for denne gamle Sag og nøje studerede dens Dokumenter i det hannover- anske Arkiv, kunde ved sine Undersøgelser i London desværre ikke finde det manglende Gældsbevis mellem de gamle Aktstykker. Leffmann Behrens var tre Gange gift. Hans første Hustru Jente var Svigerinde til den bekendte Jødinde Glüchel von Hameln, hvis Erindringer i vore Dage ofte er blevet udgivne. Det fremgaar af disse, at hun i Frederik d. 3dies Tid har besøgt Kjøbenhavn, hvor hendes Datter var gift med Abraham Cantor. Jente havde først været gift med den rige Salomon Ganz, og der­ igennem er hun baade paa fædrene og mødrene Side Tip-Tip-Tip Olde­ mor til Heinrich Heine. Hun var 1656 bleven gift med Behrens og døde 1695 i Hannover. Hans anden Hustru hed Elkele, Datter af R. Jakob. Hans tredie Hustru Feile, Datter af Jehuda Selkele Dilmann, overlevede ham. Behrens, der havde Titel af Hof- og Kammeragent, indtog en frem­ skudt Plads blandt sine Trosfæller og kunde ved sine mange Forbin­ delser være dem til Nytte og Beskyttelse. Han var Hertug Johann Friedrichs Bankier og besørgede Indkøb for ham af Kunstgenstande. Af de Sølvtrompeter, han skaffede ham, skal to endnu i vore Dage have tilhørt Hertugen af Cumberland. Han overførte sin Svigersøns, Overrabbiner David Oppenheimers store Bibliotek fra Prag til Hannover, da Oppenheimer nærede Frygt for dets Sikkerhed. Det omfattede 7000 trykte Bøger og 1000 Manu-

12 skripter. Gennem forskellige Ejere i Familien er det kommet til Bi- bliotheca Bodleyana i Oxford. Endnu findes i Hannover det Hus, Behrens besad, den Synagoge, han selv sammen med sin Søn Naplitali lod opføre 1703 og derefter overdrog til Menigheden. Endelig ejede Læge Louis Frænkel, og efter hans Død hans Sønner, hans malede Portræt, der viser en elegant Mand i Silkefrakke og med Allongeparyk. Ansigtstrækkene tyder paa Skarpsindighed og Klogskab. Han døde 1ste Januar 1714, 80 Aar gammel — hans Grav ses den Dag i Dag paa den jødiske Kirke- gaard i Hannover. Men da havde han allerede mistet sine tre Børn, hvis Moder var Jente, hans første Hustru. Den ældste Søn, den tid­ ligere nævnte Naphtali, der bar samme Titel som Faderen og var Mæcen overfor jødiske Videnskabsmænd, døde allerede 1709. Den yngre Søn Moses Jacob bosatte sig i Liineborg og var den før­ ste Jøde, der fik Lov til at drive Forretning i denne By. Ligesom Bro­ deren nærede han videnskabelige Interesser. Han blev kun 40 Aar gammel — døde 19de Januar 1697 under Nytaarsmessen i Leipzig. Behrens’ Datter Guendel var gift med den nævnte Overrabbiner, David Oppenheimer i Prag, en godgørende Kvinde, hvis tidlige Død 13de Juni 1712 vakte stor Sorg. Men Behrens havde to Sønnesønner, Isac og Gumpert, hvis F a ­ der var Moses Jacob. Ved Faderens tidlige Død kom de i Huset hos Bedsteforældrene. Deres Skæbne blev tung. I 1721 rejstes der An­ klage mod dem for Bedrageri, og de sad fængslede i 5 Aar, indtil de blev frigivne 20de Februar 1726. Anklagen viste sig nemlig omsider at være falsk. De var økonomiske ruinerede og maatte forlade Han­ nover for først i Halle, derpaa i Hamborg og Altona at drive Handel. Kong Georg den 2den af England gav som Kurfyrst af Hannover 1745 Isac Behrens Tilladelse til at vende tilbage til sin Fødeby, men sine sidste Leveaar tilbragte han dog i Slesvig for at være i Nærheden af sin Søn Lehmann Behrens, der var Læge i Rendsborg. Da han døde I lte September 1764, blev hans Lig overført til Hannover, hvor hans Grav findes paa den gamle jødiske Kirkegaard. Over Halberstadt, hvor Isacs anden Søn Jacob var bosat, kom F a ­ milien Behrens til Kjøbenhavn med Jacobs Søn, min Oldefader Wolff Hannover Behrens, hvis Hustru var Hollænderinden Sophie Gold- schmidt. E t Maleri viser min Oldefader, der var The- og Porcellæns- handler og døde 1839, som en venlig gammel Herre, om hvem min Fader erindrede, at han havde spadseret med ham i Rosenborg Have, og at han med et af de store ostindiske Tørklæder, som han førte i sin Forretning, pudsede hans Næse. Min Oldemoder Sophie Behrens blev nogle og halvfems Aar gam­ mel og døde først midt i det 19de Aarhundrede. Hun kunde fortælle, at hun havde set Kong Frederik den 5te paa lit de parade. Min Farfader Jacob Behrens var født i Kjøbenhavn 1794. Han blev Mægler og boede ved sin tidlige Død 17de Maj 1844 ved Gammel

13 Strand paa Hjørnet af Naboløs i en Ejendom, da Nr. 16, nu Nr. 52, der var opført i Slutningen af det 18de Aarhundrede (1798). Ved et mærkeligt Træf bor min ældste Datter Clara nu i samme Lejlighed som sine Oldeforældre. Min Farmoder, Henriette eller Jette Wulff, var født i Randers, som tidligere rummede en stor jødisk Menighed. Hendes Forældre, hvis Træk et Par Silhuetter har bevaret, stammede fra Fredericia, Fristedet for indvandrede jødiske Familier. Hun var Søster til Wulff Joseph Wulff, der blev Assistent ved det danske Guvernement paa Guineakysten og døde her 1842 af gul Feber. Hans tunge Skæbne er fortalt i den af mig udgivne Brevsamling „Da Guinea var dansk“ . Budskabet om hans Død, just da hans Hjemkomst var ventet, rystede Familien. Min Fader erindrede endnu som gammel Mand det Ind­ tryk, Begivenheden havde efterladt. Det blev Indledningen til alvor­ lige Tider. Min Farfader døde ung, og min Farmoders gamle Foræl­ dre gik samtidig bort. Hun sad nu tilbage som Enke med tre Sønner Herman, Julius og Louis, en fjerde Søn Carl døde som Barn, og tre Døtre Mathilde, Sophie og Rosette, og i smaa Forhold. Hun over­ levede sin Mand i over 30 Aar. To malede Portræter — vistnok af Samuel Henriques — viser deres unge, alvorlige Ansigter. Min Fader følte, at nu var hans glade Barndom forbi — han havde kun den ene Tanke at jævne Vejen for sin Moder og sine Søskende. Min Farmoder var en god Bekendt af Familien Melchior, og det faldt derfor ganske naturligt, at min Fader, der var født 20. Februar 1834, Kronprinsensgade 39, efter sin Konfirmation blev anbragt paa Kontoret hos Handelsfirmaet Moses og Søn G. Melchior. Han nærede bestandig den største Veneration for Melchiors. Baade Moritz og Moses Melchior hørte til hans ældste Bekendte, og han fortalte gerne om det Slid, der blev krævet af en ung Kontorist for 90 Aar siden. Baade Sommer og Vinter maatte der arbejdes til langt ud paa Aftenen, selv om Søndagen krævedes det, at man mødte paa Kontoret. Morsom var Beretningen om, hvorledes min Fader en Dag paa Moritz Melchiors Ønske kørte til Roskilde for at skaffe en Amme til hans nyfødte B a rn ! Der herskede et patriarkalsk Forhold mellem Chef og Personale, som Nutiden ingen Anelse har om. Min Fader var kun 22 Aar gammel, da han den 1ste December 1856 sammen med Ludvig Bloch, Onkel til Moder, stiftede Firmaet Bloch og Behrens, der bestaar den Dag i Dag. Det handlede med Korn, senere især med Uld, Klipfisk og Tran. F ra Kompagnistræde og Ny­ havn naaede det til Toldbodgade 19, den gamle Funchske Gaard, som Firmaet senere købte. Min Fader oplevede allerede i det andet Aar, han var etableret, Pengekrisen, der fra Hamborg forplantede sig til Kjøbenhavn, men ved Pontoppidans, Tietgens og Adlers Indgriben be­ grænsedes i sine skæbnesvangre Virkninger. Ludvig Bloch døde pludselig i Sommeren 1871, og min Fader førte saa Firmaet videre som Eneindehaver, indtil han henved 30 Aar se

14 nere optog min yngre Broder Sally som Associé. Til hans Købmands­ erindringer hørte hans Rejse i 1864, da han skulde indkøbe Uld til Krigsministeriet. 1865 blev min Fader forlovet med Susanne Friedlænder, da 23 Aar gammel. Brylluppet stod 16de Maj 1866 og det unge Par flyttede ind i Stuelejligheden Lille Strandstræde 26, ligeoverfor Garnisons­ kirke. Huset staar uforandret.

II Brog ede Ba rndom sind tryk .

I Lille Strandstræde blev jeg født Skærtorsdag den 18de April 1867 — i det mærkelige Foraar, da der endnu midt i Maj laa høj Sne paa Gaderne og Frosten dannede Istapper paa Tagene, men til Kongepar­ rets Sølvbryllup den 26de Maj klarede Vejret op. Jeg har ingen Erin­ dringer fra denne Lejlighed, som vi allerede fraflyttede i Efteraaret 1869. Men min Moder plejede at fortælle, at da jeg blev bragt op i den nye Bolig Havnegade 21, vilde jeg paa ingen Maade blive dér, men forlangte at komme tilbage til Lille Strandstræde. Endnu var Niels Juelsgade ikke helt bebygget, vi saa Murersven­ dene klatre op ad Stilladser paa Genbohuset. Naar vor Huslæge Professor Nathan Melchior, min Moders Onkel, ventedes, kunde hun fra Vinduerne se ham komme helt nede i Niels Juelsgade. Med vor gamle Barnepige Ellen, en Husmandsenke fra Køge-Egnen, besøgte jeg 1872 Industriudstillingen paa Vesterbros Passage i den nuværende Industriforeningsbygning og bevarer som et dunkelt Minde Indtrykket af den larmende Maskinhal. Hun førte imig ogsaa ind paa Marmorpladsen ved den ufuldendte Kirke, der virkede som en Ruin og Pladsen som et trist Oplagssted, hvor Børn legede. Eller vi gik paa smukke Efteraarsdage til Rosenborg Have for at samle Kastanjer, der blev trukne paa en Snor som Universalmiddel mod Gigt og foræret min Farmoder. Ellen var min første Vejviser i København. Hun gjorde mig rædselslagen ved at fortælle om Kometens nær fore- staaende Sammenstød med Jorden, læste Føljetonen i „Dagstelegra­ fen“ om Elskeren, der blev hængende paa en Kødkrog udenfor Køk­ kenet, og beundrede Prinsen af Wales (udtalt med langt a ). I Nr. 21 boede ogsaa Hofmøbelfabrikant Charles Hansen og hans tyskfødte Hustru, med hvis Familie vi længe bevarede Forbindelsen, og Kaptajn C. Schmiegelow, hvis Søn Professor Ernst Schmiegelow

16 jeg erindrer som ung, glad Student. Naar jeg ved Middagstid stod ved Entrédøren og lyttede efter min Fader, kom Kaptajn Schmiegelow ofte op ad Trappen og sagde, naar han saa mig: „Nu er Din Fa r der straks.“ De mødtes paa Børsen, da Schmiegelow var Assurandør. I den anden Side af Ejendommen ud mod Niels Juelsgade boede Skrædermester Ulrik Ipsen, hvis Søn, den saa brat ved et Ulykkestil­ fælde omkomne cand. mag. Knud Ipsen, blev en god Bekendt af mig og min Manuduktør til Filosofikum. Mange smaa Hændelser samler sig til et broget Mosaikbillede af min Barndom. Dørklokken lyder en Dag, min Moder siger, at jeg skal komme med, og da Entrédøren gaar op, sidder min Morbroder Vilhelm Fried- lænder udenfor paa Trappen paa en Gyngehest, hans Fødselsdagsgave til mig. Onkel Vilhelm var en kær, med Længsel ventet Gæst ved vore Mid­ dage, især naar den jødiske Gruemad serveredes. Han kom altid uan­ meldt, og min Moder følte sig meget bekymret, hvis Dagens Spise­ seddel var for borgerlig jævn for hans kræsne Gane. Han kunde spøge og være munter, drillende og satirisk, men tit klagede han over sit Helbred, og hans Øjne fik da et melankolsk Udtryk. Han havde ved min Morfader, Sally Friedlænders Død overtaget Papirforretningen, bistaaet af Axel Dithmer, en sjælden sympatisk Personlighed med god­ modige Øjne bag Brillerne og stort krøllet Haar. Han var Amatør­ maler, og et Søstykke, han havde foræret mine Forældre til deres Bryllup, hang længe paa vor Væg. Det var altid fornøjeligt at komme i Besøg hos Onkel Vilhelm, der havde sin Ungkarlebolig i Havnegade i vor umiddelbare Nærhed. Jeg ejer et Maleri af I. T. Hansen, der har malet ham ved Kaffebordet i Slobrok. Eller ogsaa i Forretningen i den Anckerske Gaard Ved Stran­ den, hvor jeg købte Papir og Penne og blev bedt indenfor i Privat­ kontoret. Herfra saa jeg 6te Oktober 1873 — kort efter at jeg var kommen i Skole, hvorfra min Moder hentede mig til Begivenheden — Afsløringen af Kong Frederik d. 7des Statue ligeoverfor paa Slots­ pladsen paa Kongens Fødselsdag. Elleve Aar senere stod jeg i det sam­ me Kontor og betragtede med Forfærdelse Christiansborgs Brand. Onkel Vilhelm blev en ivrig Samler af Kunstindustri. Hans senere Hjem i Nørrefarimagsgade var et helt Museum med de skønneste Møbler og Kunstgenstande, men han følte sig ikke lykkelig, savnede sikkert et Familieliv, og hans Særheder tog Overhaand i hans sidste Leveaar, da hans Husholderske Madam Sørensen, paa en Gang god­ modig og skrap, tog Styret og vistnok tyranniserede ham. Gennem sin nære Ven, Bogtrykker O. C. Olsen blev han Papirleverandør til „Dags­ avisen“. Hans Død i 1894 — kun 53 Aar gammel, — føltes af os alle som et smerteligt Savn. De pragtfulde Samlinger blev solgte ved Auktion i Kunstindustrimuseet. Det var et arbejdsomt Liv, min Fader førte, punktligt efter en

L E F F M A N N B E H R E N S DØD 1 7 1 4

17 Snor. Næst efter hans Familie og Hjem var hans Forretning et og alt for ham. Han var som Forretningsmand forsigtig, stod uvillig over­ for enhver Form for Spekulation. Der var dyb Alvor over hans Ger­ ning, og helt højtideligt virkede paa mig Kontoret i Toldbodgade med det store Pakhus bag i Gaarden. Min Faders Privatkontor var spar­ tansk udstyret. Hvor husker jeg Personalet tydeligt. Prokurist Ma­ thiesen, som min Fader havde taget sig af. Han blev Firmaet tro til sin Død, hvad der ogsaa gælder den nys afdøde Bogholder Christian Dahl. Saa var der Pakhusforvalteren Schneider og den unge Lærling Philipson, der ofte hentede mig fra Skole om Sommeren. Senere var en Broder af Udenrigsminister P. Munch i nogle Aar „yngste“ paa Kontoret. I Pakhuset var der i mange Aar to Karle, Rasmus og Peter. Rasmus kørte mig en Gang paa Trækvogn fra Hauserplads, hvor min Farmoder boede, og hvor et eller andet skulde afleveres, gennem Pilestræde tilbage til Havnegade. Jeg ser endnu den oplyste Øster­ gade for mig — det var ved Juletid. Peter, der haltede paa det ene Ben, da en væltet Uldballe en Gang havde kvæstet det, var højt be­ troet. Om Sommeren tog han med Søndagsposten ud til min Fader paa Landet. I det med Uldballer og Trantønder tæt fyldte Pakhus fik jeg en Vinter Lov til at anbringe mine Kaniner, som jeg havde taget med fra Landet. En Dag var de forsvundne — ikke bidt ihjel af Hunde, som en Gang om Sommeren, men fjernede, fordi de havde gnavet Uld­ ballerne itu. Hvor mærkeligt var det for mig i et af de første Krigs- aar at se det store Pakhus helt tømt for Varer. Min Fader begav sig hver Eftermiddag til Børsen, sortklædt og med høj Hat, som det sømmede sig en værdig Børsmand. Her for­ handlede han med sine to Varemæglere, Simmelhag og Holm og aftalte Forretninger. Til hans daglige Børs-Bekendte hørte ogsaa Mænd som Bryde og Rømer, og selvfølgelig traf han ligeledes her sine Svogre Louis Meyer og Martin Goldschmidt, senere ogsaa sin yngste Svoger Louis Trier. „Hvem talte Du med paa Børsen?“ spurgte min Moder altid. Kun sjældent kunde min Fader rive sig løs og foretage en Forret­ ningsrejse. Da var der Graad og Tænders Gnidsel hjemme, særlig erindrer jeg hans Englandsrejse i Foraaret 1878. Han vendte tilbage en Dag, medens jeg var i Skole, og paa Vejen hjem saa jeg ham i Selskab med Onkel Martin Goldschmidt komme over Holmens Bro. Jeg ilede ham i Møde, men syntes, han var saa mærkelig forandret af Ydre. Han havde nemlig faaet Helskæg under Rejsen. Langt op i Aarene spiste vi til Middag Kl. 4 efter Børsen, og min Fader vendte da tilbage til Forretningen, hvor der i Reglen arbejdedes til Kl. 8. Først da Broen over Nyhavn blev bygget, kom han hjem til Frokost. For at naa til Havnegade fra Toldbodgade anvendte han Færgen fra Kvæsthusgade til Nyhavns Hoved. Og tit og ofte færgede han fra Havnegade til Torvegade — Børsbroen var endnu ikke an- Mennesker og Begivenheder 2

18 lagt — med de vejrbidte Færgemænd, der sad paa Bænkene i Færge­ stationen nedenfor Havnegade-Kajen. Jeg fik undertiden Lov til at sejle med — det var en Ferie-Fornøjelse af Rang. Min Fader skulde ud paa Grønlands Plads og smage paa Tran eller undersøge Klipfisk. „Uh. du lugter af Fisk“, sagde saa min Moder. Han var en ivrig Læser. Han studerede indgaaende sin „Berling- ske Tidende“, men han holdt ogsaa i nogen Tid „Fædrelandet“, da der omkring 1880 blev foretaget en Agitation paa Børsen for Carl Plougs Blad, der var i stærk Tilbagegang. Han abonnerede endvidere paa „Dagsavisen“, af Hensyn til Onkel Vilhelm, og da jeg 17 Aar gam­ mel var optaget af alt nyt i Litteraturens og Journalistikens Verden, fik jeg ogsaa sat igennem, at der blev abonneret paa „Politiken“ fra Bladets første Dage. Selv Prøvenumrene fik vi. Min Fader subskribe­ rede paa „Historisk Arkiv“ — jeg ser for mig de gule Hæfter, som P. G. Philipsen leverede, og jeg mødte ingen Modstand, da jeg fore­ slog, vi skulde holde „Ude og Hjemme“, hvis Redaktør var min Dansk­ lærer i Maribos Skole, Otto Borchsenius. Ogsaa „Tilskueren“ anskaf­ fedes fra Tidsskriftets første Hæfte. Min Fader var Medlem af „Athenæum“, det hæderkronede Læse­ selskab, der havde Lokaler i Morescos nuværende Gaard paa Øster­ gade. Da jeg og mine Søskende var smaa og min Moder var optaget af os, gik han ofte derop om Aftenen og gjorde sig bekendt med de nye Bøger — hans Interesse for historisk Læsning er gaaet i Arv til mig. „Athenæum“ var stiftet 1825 og havde haft sin Glansperiode midt i Aarhundredet, da Embedsmændene i det slesvisk-holstenske Ministerium fyldte tæt paa dets Medlemsliste. Efter 1864 gik Selska­ bet stadig tilbage, især da det gjorde sig skyldig i den Dumhed ikke at ville optage Kvinder. Derfor stiftedes Kvindelig Læseforening. Stille og tilbagetrukken levede min Fader sit Liv. Han vilde ikke vække Opmærksomhed, ikke udfordre Kritik eller Omtale. Det kunde f. Eks. ikke falde ham ind at sidde i første Parket i Det kgl. Theater — „Nummerparket“, som han benævnede det med et gammeldags Udtryk. Selv som gammel Mand, da han hørte daarligt, vedblev han at tage Billet til 2det Parket. Arbejdsomme Aar var det, og min Fader følte sikkert ofte Van­ skelighederne ved at føre Forretningen frem i første Række. Der kunde ofte være en dyb Alvor over ham — jeg husker især en Aften i Dagligstuen, hvor vi sad sammen, og han pludselig talte til mig, en Dreng paa højst 8— 9 Aar, om Livets dybe Krav til os alle. Han havde tidlig, i sin Moders Hjem efter Faderens Død erfaret de Fordringer, Kampen for Tilværelsen stiller til den enkelte. Han spillede ikke Kort, som sine Svogre, men foretrak indgaaende Samtaler om Forretningslivets Konjunkturer og Dagens politiske Be­ givenheder. Han var Højremand af Overbevisning. Spøg var ikke hans herskende Egenskab. Han fortalte, at hans Søskende plejede, da han var Dreng, at sige, at naar Julius først kom

19 i det overgivne Hjørne, var der ingen Ende paa hans lystige Indfald. Som Mand var han gennemgaaende alvorlig stemt, samtidig streng og blød i Sindet, overordentlig rolig. Knn sjælden berørte han religiøse Emner — en Eftermiddag i Dagligstuen talte han dog ogsaa om Gud. „En Religion maa man have,“ sagde han ofte, naar jeg i senere Aar ytrede mine Tvivl, men i Syna­ gogen kom jeg kun ganske enkelte Gange. Overrabbineren, den gamle tyskfødte Dr. A. A. Wolffs Forkyndelse kunde heller ikke gøre Ind­ tryk paa en Dreng. Jeg hørte ham tale ved min Farmoders Begravelse. Han var den Gang 77 Aar gammel, og jeg forstod ikke et eneste Ord af, hvad han sagde. Hans trykte Tale ved min tidlig afdøde Mormoder Betty Friedlænders Jordefærd viser ham dog som en Prædikant med dyb Følelse og poetisk Billedrigdom. Min Fader havde Medfølelse med alle, hvem Livet tog haardt paa, en udmærket Søn og Broder, hjælpsom og forekommende og i Be­ siddelse af en sjælden Gæstfrihed. Han var altid sindsligevægtig. Han var Sparsommeligheden selv, intet maatte ødes i det daglige Liv. E t Udslag af hans Sparsommelighed, jeg erindrer, og som den Gang pinte mig forfærdelig, var følgende: Jeg havde hos Boghandler Larsen paa Købmagergade — Fader til nuværende Theaterdirektør Thorvald Larsen paa Folketheatret — købt Shakespeares „Købman­ den i Venedig“, Udsnit af Lembckes store Oversættelse, der solgtes for 75 Øre. Min Fader blev forbitret over denne Urimelighed — jeg kunde jo have laant Bogen i „Athenæum“s Bibliotek — og jeg maatte gaa den Canossa-Vej at faa Boghandleren til at tage Bogen tilbage! Min Moder*) gik med Liv og Sjæl op i sit Hus og i Omsorgen for Mand og Børn. Hun var tidlig oppe og skaanede sig ikke — et Bud, der ofte saa hende i Køkkenet om Morgenen, sagde en Dag, at han syntes bedre om Husjomfruens Væsen end om Kokkepigens. Hun kom fra et selskabeligt Hjem, hvor mange af Tidens kendte Personligheder hørte til den nærmeste Omgang. Ofte omtalte hun Høedt og H. P. Holst, der havde skrevet Festsangen til hendes Bryllup og altid hjertelig hilste paa hende, naar de mødtes. Hun dvælede ofte i Erindringen om sin Farbroder, Maleren Julius Friedlænder, der alle­ rede var død i 1861, og hvis smukke melankolske Selvportræt nu hænger paa min Dagligstuevæg. Hendes Fader havde været en ivrig Theatergænger, hvis Yndlingsopera var „Huguenotterne“. Han svig­ tede aldrig en Opførelse af Meyerbeers Mesterværk. Ogsaa for min Moder var en Theaterforestilling det bedste, hun vidste. Hun erin­ drede den berømte Hoftheatersæson og besøgte lige til min Faders al­ vorlige Sygdom i 1910 saa ofte som muligt Theatrene. Hun morede sig i lige Grad over Olaf Poulsen og Frederik Jensen og var charme­ ret af Emil Poulsen som Bertran de Born og Ambrosius. Da hun gen*) Født 10. Juni 1842.

20 nem mit Ægteskab lærte ham personlig at kende, var hun henrykt, da han ved Klaveret sang de navnkundige Heise-Sange fra Ernst v. d. Reckes Ungdomsdrama for hende. Trofasthed var et herskende Karaktertræk hos hende. Hun var trofast overfor sine Søskende og hele sin Slægt, opofrende og usel­ visk. Da hendes et Aar yngre Søster Louise, gift med Overretssag­ fører Martin Meyer, blev ram t af en dødelig Sygdom, samtidig med, at hun mistede sin ældste Søn Oscar, var min Moder en utrættelig Trøsterinde og spaserede daglig med sin Søster. „Hvor er Din Moder dog god imod mig,“ sagde Tante Louise en Dag, da jeg besøgte hende. Hvor tydelig ser jeg hendes stakkels sygdomsmærkede, forgræmmede Ansigt. Min Moder lignede sin 5 Aar yngre Søster Julie, gift med Martin Goldschmidt, i den Grad, at de atter og atter forveksledes. Det var mindre Ansigtstrækkene, end Figur, Holdning og Gang, der fremkaldte Ligheden. Den var saa stærk, at selv vi Børn kunde forveksle dem, naar en af dem kom os i Møde, og der opstod ofte morsomme Situatio­ ner, naar fjernere Bekendte tog fejl af dem. Alt andet end talende var min Moder som yngre. Hendes Fætter, den tidlig afdøde Overretssagfører Theodor Melchior, Søn af Profes­ sor Nathan Melchior i hans første Ægteskab med Thea Bloch (en Søster til imin Mormoder), skrev en hel Komedie om hende: „Den stumme paa Taffelbay“, bygget over Scribes Text til Aubers Opera. E t Ungdomsportræt viser hende med store, lidt melankolske Øjne og en pragtfuld Haarvæxt, som hun bevarede op i sin høje Alder. „Den smukke Susanne“ blev hun kaldt i sin Ungdom. Mange af hendes Balkavallerer huskede hende endnu som gamle, og med Beundring talte de om hende. Stille og øm var hun af Væsen, men ivrig og hef­ tig, hvis det paa nogen Maade gik ud over hendes Mand eller Børn. Mærkelig var det at være Vidne til, hvorledes hun som gammel blev lidenskabelig af Væsen. Hendes Sorg over min Faders Død var grænseløs. Utrættelig tog hun sig af sine Børn. Gik vi ud, stod hun i Vin­ duet og fulgte os med Øjnene, saalænge vi var i Syne. E t lille Træk af min Moders Omsorg maa jeg nævne. Hun var ude at spasere med mig, da jeg — vel 4 eller 5 Aar gammel — blev træt og ikke vilde gaa videre. Hun lejede da et Bybud — et af de rigtige gamle Bybude med Kasket og hvid Frakke, nu forsvundne fra vore Gader — til at bære mig hjem! Vi kendte i mine Forældres Hus ikke til at vexle Piger hver Maa- ned. Naar der skulde skiftes, abonnerede min Moder paa „Adresse­ avisen“, og mine allerførste Indtryk af, hvad Det kgl. Theater opførte, skyldes Avertissementerne i dette gamle Blad, der i 70erne ingen Text indeholdt, men kun et pertentlig opsat Annoncemateriale, i før­ ste Række Theaterspalten. Da jeg en Foraarsdag i 1872 gik ud i Køkkenet for at hilse paa

21 den nye Pige, anede jeg ikke, at Marie Larsen skulde residere der i de følgende 40 Aar. Ganske vist sagde hun op allerede, da hun havde været et Par Uger hos os, men dette var ikke alvorligt ment, men gentog sig gennem Aarene atter og atter. Marie bragte mig i Berøring med de store Begivenheder, thi uud­ slettelig staar for mig en Dag, da hun, kort efter sin Ankomst, ven­ der hjem fra Indkøb paa Torvet og fortæller om Socialisternes Kamp paa Fælleden hin historiske Majdag. Hendes Stemme skælvede, da hun berettede om, hvor mange der var blevet saaret og redet ned af Husarerne. Mine Forældre førte ingen udstrakt Selskabelighed i Havnegade, hvor Lejligheden var ret indskrænket. „Salen“ var et trefags Værelse til Gaden, og hertil vendte Dagligstuen ogsaa ud. Møbleringen fra de­ res Bryllup var pyntelig i „Salen“ med smukt betrukne Møbler med „Overtræk“ og en Lysekrone med en blank Kugle, som jeg altid øn­ skede at faa fri til Leg. Dagligstuen derimod maatte nøjes med Straa- stole. Spisestuen med det ene Vindue til Gaarden var temmelig mørk. I mine Forældres Soveværelse stod min Seng, det smalle Barneværelse rummede mine to Søskende og Barnepigen. Hver Fredag Aften efter gammel jødisk Skik besøgte de min F a r­ moder, der lod Helligdagslysene tænde, medens Onkel Herman læste hebraiske Bønner, og nøje overholdt de strenge Spiseregler, som mine Forældre lidt efter lidt forlod. Spisereglerne kendtes ikke hos min Moders Stedmoder, hos hvem mine Forældre i Reglen om Søndagen var til Middag sammen med min Moders Søskende og deres Mænd. Da gik Samtalen livlig om Børs og Børsforhold — Bankier Martin Goldschmidt, Grosserer Louis Meyer, og senere Vexellerer Louis Trier hørte, ligesom min Fader, til Børsens Stamgæster. Den fjerde Svoger, Overretssagfører Martin Meyer, var som den jødiske Menigheds Sekretær især optaget af Menighedspro­ blemer. Han blev 1883 Censor for det nye Dagmartheater og glædede mig ofte med sine Fribilletter, saa jeg fik mange af dette Theaters første Forestillinger at se. Da han 1889 forbød Det Strindbergske For- søgstheaters Opførelse af „Frk. Julie“, kunde jeg ikke rigtig forstaa Forbudet ud fra hans hele liberale Tankegang. Jeg fik den Idé at overføre Forestillingen til Studentersamfundets Sal og krydsede der­ ved min Onkels Forbud. Der var Sammenhold i Familien, og man støttede og hjalp hinan­ den paa gammel jødisk Vis. Bedstemoder Pauline flyttede fra Havnegade til Skindergade, det Hus, hvor nu Universitetskafeen er. Der var hyggeligt hos Bedstemoder — hun ejede stilfulde Møbler og et velforsynet Bogskab med de danske Klassikere, Walter Scotts Romaner og Carstensens Portefeuille. Mange Søndage har jeg stude­ ret de smukke Portrætter af 40ernes berømte Kunstnere i den senere Tivolidirektørs Ugeskrift.

22 Medens Herrerne diskuterede og Damerne behandlede deres hus­ lige Anliggender, fik jeg undertiden Lov til at gaa over paa Univer­ sitetet til Kristian Mantzius’ Oplæsninger. Jeg har desværre aldrig set ham paa Scenen, men hans Gengivelse af 2den Akt af Holbergs Kome­ die „Abracadabra“, af Sam Wellers Kapitler af Dickens „Pickwick- klubben, eller af Mark Twains „En Begravelse“ staar for mig i Erin­ dringen som den frodigste komiske Kunst, jeg har oplevet. I Audito­ riet saa jeg Karl Mantzius som ung more sig over sin Faders Op­ læsninger. Til vor Omgang hørte min Faders Fætter J. J. Lachmann og Hu­ stru, født Kalkar. Lachmann blev tilsidst helt opslugt af sine poli­ tiske og sociale Interesser. Han opsøgte den tidligere Finansminister Sponneck for at bevæge ham i hans høje Alder til Protest mod Pro­ visoriet, ja han fik endog en Samtale med selve Estrup for at gøre ham et Systemskifte indlysende. Tilsidst opgav han sin blomstrende Forretning. Efter Middagen indviklede han sig gerne i Herreværelset ved Kaffen og Cigaren i heftige Debatter med den konservative F a ­ milie. Da jeg som; ung Student i de bevægede Provisorieaar gerne vilde overvære de store Folketingsdebatter, var det i Reglen Lach­ mann, som ved sine politiske Forbindelser skaffede mig Adgang til den reserverede Loge i Fredericiagade. Han var en fornøjelig Mand, altid Fyr og Flamme for en Sag, uegennyttig og hjælpsom som faa, en uopslidelig Agitator ved Folketingsvalgene. Herman Triers Genvalg i 1ste Kreds 1890, efter at han var faldet 1887, skyldtes for en ikke ringe Del Lachmanns gennemførte Agi­ tation. I sine sidste Leveaar blev han Socialdemokrat og hævdede sine Anskuelser i en Række Bladartikler og Piecer. Han var en glødende Idealist med Hjærte for sin Næste. Blandt hans Sønner var Poul Musiker og Komponist. Han havde studeret i Leipzig og var en talentfuld og sympatisk Personlighed, der til stor Sorg for Slægt og Venner døde i en ung Alder. En Violin­ sonate af ham høres endnu fra Tid til anden paa Koncerter. Den ældre Søn Viggo -— senere Jurist og Overretssagfører — gennem­ gik inden 4de Klasses Hovedexamen en hel Vinter Lektier med mig. Han spillede i 1883 med ved Studentersamfundets Opførelse af Einar Christiansens Komedie „Flyvegriller“, og jeg og mine Søskende morede os med at gentage hans drastiske Repliker som en Neger med Hale. De Lachmannske Børn traf jeg ved Selskabelighed i Hjemmet i den gamle Gaard paa Hjørnet af Raadhusstræde og Brolægger­ stræde. I Studentersamfundet, hvor Viggo Lachmann hørte til det saakaldte Røde Lygte-Parti — en Kreds af yngre Jurister, der mød­ tes paa Kaféen af dette Navn i „Adresseavisens“ Ejendom i Vimmel- skaftet — og hvis Formand han senere blev, mødte jeg ham ofte. Han havde som yngre et Lune, som Aarene udslettede. Der var mange Søstre i min Mormoders, den Bloch’ske, Familie, bl. a. Thora, gift med „Den store Bastians“ udmærkede danske Be

23 arbejder Simon Simonsen, der var blind, men hvem jeg dog erindrer i Hjemmet, og den muntre og slagfærdige Sophie, der blev Professor Nathan Melchiors anden Hustru efter Søsteren Theas Død. Hendes Steddatter Sophie omtales af H. C. Andersen i hans Breve fra det Mel- chiorske Hus, hvor hun ofte færdedes som Moritz Melchiors Niece. En anden Kusine af min Moder var Anna Meyer, født Levison, Brand­ chef Oberst Sixtus Meyers Hustru. Hun findes paa et morsomt Grup­ pebillede af Fætre og Kusiner. Af Personligheder udenfor Slægten, som jeg saa i mit Hjem, maa jeg allerførst nævne Stadsbedemand Holmblad, vistnok en af min Morfaders gamle Venner, Fader til Legatstifteren Grosserer Rasmus Holmblad, som jeg mange Aar senere mødte i Selskab hos Kammer­ sanger Vilhelm Herold. Jeg mindes en Dag i mine Forældres Daglig­ stue i Havnegade — det har vel været omkring 1875 — da den gamle Holmblad fortalte om Kjøbenhavns Bombardement 1807, som han som 5aarig Dreng havde været Vidne til, og hvis Rædsler han ikke kunde glemme. Saaledes rækker Slægterne hinanden Haand. Ogsaa Bedstemoder Line kunde fortælle om Bombardementet. Hendes Mo­ der havde siddet ved Vinduet paa Graabrødretorv og set, hvorledes en Bombe rev Hovedet af en Skomagerdreng. To stadige Gæster ved Vinterens Middagsselskab, der altid var pyntelig arrangeret af min betænksomme Moder og altid blev holdt indenfor en jævn Husholdnings Ramme, tilhørte Kredsen fra min Morfaders Hjem. Den ene var Rentier Fife, en nobel, chevaleresk æl­ dre Herre, altid i Redingote og Silkehat, naar han aflagde den tradi­ tionelle Visit, ypperlig L ’hombrespiller, fin og afdæmpet i Form og Optræden. Den anden var den joviale og gemytlige Tapetfabrikant Krüger, der havde været gift ind i den Trierske Slægt og nu levede som Enkemand sammen med sine gamle Søstre i Skindergade. Han og jeg kom senere, da det politiske Liv gik op for min Bevidsthed, til varmt at sympatisere. For Krüger var Venstremand, og i Kraft af sin Alder tilfaldt det ham at indlede det store Casino-Møde i Efteraaret 1883, hvormed den nystiftede liberale Vælgerforening indledede sin Kam­ pagne. Fornøjelige Gæster, der altid bragte Munterhed med sig, var Moders 11 Aar yngre Veninde Anna Heyliger og hendes Moster Frk. Hoff- mann, der bar tydelig Præg af at være Halvblods. Min Broder og jeg kaldte Frk . Hoffmann „Aa Susannah“, fordi hun altid i sin engelsk- farvede Dialekt henvendte Ordet til min Moder med disse Ord. Anna Vilhetmine Herschend Heyliger var født paa St. Croix som Datter af Fuldmægtig i Skifteretten Knox Heyliger og Adriane Hen­ riette Hoffmann*) var som pur ung kommet til Kjøbenhavn med An­ befaling til min Moders Familie. Hun havde en herlig Stemme, som

*) S e „ S tam ta v le o v e r F a m ilie n G lud g en n em 4 0 0 A a r“, u d g iv et a f K r i­ stia n Glud K o n ra d se n , S o g n e p ræ st i E b e lto ft (R a n d e r s 1 9 3 3 ).

24 Carl Helsted uddannede. Ved Selskaber hjemme hørte jeg hende synge Sange af Gounod og Bizet („Carmen“ ), og hun havde sikkert haft en Fremtid for sig paa Scenen, indtagende af Væsen, rank og smuk som hun var. Lige fyldt 20 Aar blev hun i 1883 gift med Korps- læge Ove Høegh Guldberg i Aarhus, en Descendent af Statsministeren — hans Oldefader. Min Faders svenske og norske Forretningsforbindelser medførte, at skandinaviske Handelsvenner af ham undertiden blev bedt til Middag. Der var f. Ex. den statelige Major Charpentier og hans ynde­ fulde Hustru, død i en høj Alder i Uppsala, hvor Sønnen Ja rl Char­ pentier senere blev Professor ved Universitetet i Sanskrit. Han om­ kom ved en Ulykkeshændelse. Charpentier var Leder af Arbejdet i Gøteborg Fængsel og købte Uld hos min Fader. Jeg fulgtes med dem til Rosenborg, hvor Forfat­ teren Carl Andersen var Assistent. Han kendte mine Forældre og blev os en utrættelig Vejleder. Mange Aar senere besøgte Charpentiers os paany sammen med den joviale Præst Hallberg — da var jeg Student, og vi boede paa det tidligere Ludvig Aagaardske Sted „Lerskrænten“ paa Strandvejen lige nord for Charlottenlund Skov, og atter fik jeg et Indtryk af svensk Ridderlighed imod Venner og Fornemhed i Livssyn og Vaner. Min Moder brewexlede til det sidste med Fru Charpentier. F ra Bergen kom Købmand Peter Mohn og hans Hustru Maren, et friskt og fornøjeligt Par, som bragte norsk Humør med sig. Med Aars Mellemrum dukkede de op og blev altid modtagne med mine For­ ældres store Gæstfrihed. Jeg debatterede norsk Kunst og Literatur med Peter Mohn. Endnu en Nordmand af Handelsslægt vil jeg nævne, skønt han kun saa’s en eneste Gang i vor Familiekreds. En Sommerdag havde min Fader ham med til Middagen paa Skjoldgaard — hans Navn var Garman. Det var i de Dage, da Alexander L. Kiellands nys udkomne Roman „Garman og Worse“ blev beundret, og selvfølgelig var det uhyre interessant for Ungdommen at træffe en Mand af dette Roman­ navn. Muligvis var han i Slægt med den ypperlige Skuespiller Fre­ derik Garman. Ved det store runde Bord i Spisestuen fik jeg i Efteraaret 1878 mit første stærke Indtryk af Uro og Oprør i Verden, da jeg i „Dags- telegrafen“ læste om Negeroprøret paa St. Croix. Om Stormfloden i November 1872 havde jeg derimod hørt de voxne berette. F ra Dagligstuevinduet holdt jeg nøje Udkig med Livet foran Ski­ bene. Jeg husker Havnen, isdækket, med Skøjteløbere, og en Dag, da Knippelsbro var gaaet itu, traadte en mægtig Trafik med Baade i Stedet for Broen. De haarde Isvintre, der indtraf, gav Anledning til mærkelige Begivenheder, som da en stor engelsk Damper maatte „ises“ ud af Bomløbet af Skovshovedfiskere, som huggede Ismasserne op med Hakker foran Stævnen. Udenfor laa Sundet bepakket med Is og

I S A C B E H R E N S DØD 1 7 6 5

25 med mange spaserende som smaa sorte Prikker i det fjærne. Skøjte­ løbning dyrkede jeg paa den mod Blæst velbeskyttede Bane bag Vol­ den ved Filosofgangen ud mod Tivoli, hvor Johanne Luise Heibergs tre Plejedøtre udmærkede sig som elegante Skøjteløbersker. Jeg faldt en Dag og slog mig saa alvorlig, at jeg mistede Bevidstheden, der først vendte tilbage, da jeg laa i min Seng. Hvorledes jeg var kom­ men hjem, erfarede jeg aldrig. Min Morskabslæsning optog mig stærkt, og jeg gik ofte til Sengs lige efter Middag for at kunne læse uforstyrret i Ingemann og Mar- ryat. Min Moder spurgte Professor Reisz, om det ikke var urigtigt, men han syntes ikke, det kunde skade. Reisz var en omhyggelig Læge for os. Han fik især min Søster Bertha, ved hvis Fødsel han havde været nærværende, kær, hun var hans „forlovede“, og han spøgede altid med hende. Da min Broders Kanariefugl havde brækket Benet, forbandt han det efter alle Kun­ stens Regler. Han var en myndig Mand, udpræget konservativ, vant til at færdes ved Hove. Jeg traf ham en Sommerdag, da jeg forlængst var bleven Student, i en Kupé paa Klampenborgbanen, og han for­ talte mig da om sine vanskelige Studenteraar og om, hvorledes han og nogle Kammerater Sommersøndage undertiden tog ud til Char- lottenlund for paa Grøndalssletten at blive inviterede af glade Skov­ gæster til at dele Frokosten med dem. Lige til sin Død i 1902 stod han i Venskabsforhold til min Familie. En anden gammel Ven var Danseren Georg Brodersen. Han var født 1818 og havde allerede som ganske ung Balletdanser begyndt at un­ dervise. Baade min Mormoder og Moder havde været hans Elever, og det var derfor en Selvfølge, at vi Børn fik Danseundervisning hos ham og ikke hos den mere moderne Valdemar Price. Undervisnin­ gen fandt Sted paa 2den Sal i Landmandsbankens nuværende Ejen­ dom — en stor Sal med gamle Portrætter paa Væggene. Brodersen havde aldrig været nogen betydelig Danser, han deltog i Ensemble­ danse og udførte mimiske Partier som f. Ex. Knud i „Valdemar“. Men han var en erfaren Lærer ved Balletskolen, og i denne Egen­ skab komponerede han Divertissementet „Fremtid“, hvor Hans Beck havde en af sine første Opgaver som ung Danser. Man lærte Holdning og pli hos ham. Vé den, som traadte ind i Salen og lukkede Døren med Ryggen til Brodersen. Værsgod ud igen, lød hans Røst, og man maatte pænt komme ind paany med Ansigtet vendt mod ham og gøre en pyntelig Kompliment. Brodersen var en haard Hals, der krævede Lydighed til Punkt og Prikke. Der spilledes op af en Pianist og en Violinist — den sidste saa jeg senere i Casinos Orkester — og Timerne, fra Kl. 6—8 — be­ gyndte altid med indgaaende Øvelser. Derefter fulgte Selskabsdanse, og ikke alene Les Lanciers og Française, men ogsaa Menuet, der ind­ øvedes med særlig Betoning af Elegance og Stilfuldhed. I Pavserne havde Brodersen altid et Æg med Sukker eller Bryst-

26 draaber staaende bag et Vindues-Gardin for at bøde paa en kronisk Hoste. Han fortalte gerne, at den havde han hentet sig paa det gamle kgl. Theater, hvor der altid herskede en livsfarlig Træk og Kulde, næsten uudholdelig for det tyndt klædte Dansepersonale. Hans Datter Laura var altid til Stede i Timerne for at hjælpe ham. Hun udførte hans Ordrer og sørgede for, at han fik sine Draa­ ber i rette Tid. En lille Frk . Juell var blandt Elleverne, og hendes Moder, der vilde bede mig med til Bal, spurgte Brodersen om min Adresse. Han svarede blot: Carl Behrens har været tilstrækkelig paa Baller i Vinter. J a — han var gennemført Tyran. Betegnende for Ti­ den er det, at da jeg fortalte min Farmoder Episoden, spurgte hun: „Var det en Jødedame.“ Jeg saa forundret paa hende. En Aften, da jeg forlod Brodersens Undervisning, luede Himlen over Kongens Nytorvs nordlige Husrække ildrød, og hvæsende Flam ­ mer slyngede sig op over Tagene. Det var Dampmøllen i Store Kon­ gensgade, som brændte, et mægtigt Baal, som bragte det halve Kjø- benhavn paa Benene. Brodersen bar Titlen Kammerraad og ejede det smukke Landsted „Heslehøj“ paa Lyngbyvej. Sin ranke Holdning, sit purrede Haar og sin „udadvendte“ Gang bevarede han op i Alderen — han blev 88 Aar gammel. Da han fejrede sin 80 Aars Fødselsdag, sendte min Moder ham Blomster, og en Dag kom han hjem og aflagde Visit. Han talte om svundne Tider og huskede tydelig min Mormoder blandt sine tid­ ligste Elever. Ved hans Jordefærd fra Holmens Kirke saa jeg en hel Kreds af tidligere, nu glemte Balletmedlemmer møde op for at hædre deres gamle Kollega. Til Dans kom nu ogsaa senere Klaverundervisning. Til Lærer­ inde valgtes Frk. Hartvigson, en Søster til Dronning Alexandras lon- donske Lærer Pianisten Professor Fritz Hartvigson, en Verdensmand og betydelig Kunstner, som jeg langt senere stiftede Bekendtskab med, og til Pianisten Professor Anton Hartvigson, hvis noget pedan­ tiske Gennemgang af de Beethovenske Klaversonater endnu vil erin­ dres. Frk. Hartvigson var et elskeligt naivt Menneske, men ganske uegnet til Klaverpædagog. Hun var enestaaende i sin Distraktion. Pludselig kunde hun kalde mig for Frk. Tobiesen, den Elev hun mu­ ligvis i en foregaaende Time havde undervist, hvad der gav Anled­ ning til langvarig Latter. En stor Aften oprandt, da jeg med mine Forældre første Gang skulde i Det kgl. Theater. Desværre naaede jeg ikke som min senere jævnaldrende Ven Julius Clausen at komme i det gamle kgl. Theater, der forsvandt 1874, og hvor jeg ofte passerede forbi den mørke Bag­ side med Vinduer, hvor der laa Musikinstrumenter. Sammen med Barnepigen Ellen havde jeg 18de Oktober 1872 fra Fortovet ved Hotel du Nord set paa Stadsen ved Grundstennedlæggelsen til det nye Theater. Og en Januaraften i 1875 — det var 18de Januar — sad jeg med mine Forældre i første Etages Pladsloge og ventede i Spænding

27 paa, at Akropolis-Fortæppet skulde hæve sig. Forestillingen indlededes med Eugène Manuels lille sentimentale Skuespil „Arbejderliv“, som Chr. K. F . Molbech havde oversat. Her saa jeg første Gang min senere Svigerfader Emil Poulsen som den unge Kobberstikker Marcel, den yndige Betty Schnell, som jeg tydelig husker i en lys Kjole, var He­ lene og Johan Wiehe den gamle Fabrikant Morin, den eneste Gang, jeg kan mindes denne Skuespiller, som kom til at staa i Skygge af sine Brødre Michael og Vilhelm Wiehe. Derefter fulgte Bournonvil- les Ballet „Kermessen i Brügge“ — Mesteren var endnu Leder, og Finalen til Trylleviolinens Toner gik med en fejende Vildskab, som aldeles overvældede mig. Endnu en Aften i den nye Theaterbygnings første Sæson tog mine Forældre mig med, og ved denne Lejlighed, 6te April 1875, fik jeg et lille Indtryk af to af Skuepladsens store Navne — af Fru Sødring og Hultmann, der spillede Husholdersken Madame Biblot og hendes Husbond Lægen Montarcy i det af H. P. Holst bearbejdede Lystspil „De har en Datter“, hvor Emil Poulsen var den unge Mand Jules, som spørger alle Fædre om „de har en Datter“, i dette Tilfælde Frk. Dehn som Hortense. Fru Sødrings rørende Lune og Hultmanns noble Fremtræden er ikke udslettet af min Erindring. Tilsidst fulgte „Et Folkesagn“, og da jeg ved et tredie Theaterbesøg et følgende Aar og- saa kunde føje „Valdemar“ til mit Repertoire, havde jeg haft Lejlig­ hed til at beundre tre af Bournonvilles ypperste Balletter i Mesterens autentiske Iscenesættelse. Hvor majestætisk truende virkede Ludvig Gade som Kong Svend, hvor sympatetisk Valdemar Price som Valdemar. Frk. Westberg var som Astrid granvoxen nordisk. Kammersanger Simonsen udførte Axel Hvide, — en mærkelig Rolle for en Baryton! Da Jerndorff som Knud var bleven dræbt ved Gæstebudet i Roskilde i 2den Akt, var min Moder ubarmhjærtig nok til at sige: „Saa, nu kan Jerndorff gaa hjem“, — et Brud paa Illusionen for mit unge Sind. Det morede Jerndorff, da jeg engang fortalte ham, om. hvor­ ledes Theatrets og Virkelighedens Verden havde krydset hinanden, da jeg første Gang saa ham paa Scenen. Forestillingens Indlednings­ stykke var et Skuespil af Emanuel Geibel: „Skuespillerinden“, som H. P. Holst havde oversat. — Frk. Dehn var Skuespillerinden Helene, i hvem Prins Lothar — Emil Poulsen — var indtaget. Det var 15de November 1877, jeg overværede denne Forestilling. Jeg har senere for­ trudt Valget — thi jeg burde have foretrukket den foregaaende Aften, da paa Oehlenschlågers Fødselsdag „Væringerne i Miklagaard“ op­ førtes med Vilhelm Wiehe som Harald Haarderaade. Ham har jeg nu kun set svag og nedbrudt 1879 som Theseus i „En Skærsommernats­ drøm“. Fader var meget streng, naar jeg bad om at komme i Theatret, men det lykkedes dog nogle Gange at faa en Billet til Casino til de store Rejseæventyr „Jorden rundt i 80 Dage“ med Knoblauch og gamle Helsengreen og „Kaptajn Grants Børn“. Ogsaa Operetter som