Erindringer_1937

142 Sufflørbog til „Gulddaasen“ , hvori jeg virkelig fandt andre Navne paa enkelte af Personerne („Trækom“ i Stedet for „Æbeltoft“ ) og typiske, udeladte Repliker. Men omsider mildnedes han,og jeg fik Lov til at sidde i Lægens Værelse og skrive af. Den elskværdige kalotbærende Overregissør Fristrup af det kendte Balletdanser- Dynasti, hvis Søn, den senere, tidlig afdøde, Historiker gik i Klassen under mig i Mariboes Skole, hjalp mig til Rette. Jeg besøgte ogsaa Kammerherren for at indbyde hamtil det fri Theaters første Forestilling. — „Sætter De selv i Scene?“ spurgte han interesseret. Men da jeg med ungdommelig Hensynsløshed havde skrevet i „København“ om Operaen i Almindelighed og Frk. Dons i Særdeleshed, blev han rasende. Henrik Hennings, der tænkte paa at udgive et Theaterblad med mig som Redaktør, foreslog Fallesen at tale med mig om Sagen. Men da erklærede Kammerherren, at „med en Journalist, der skrev saaledes om Theatrets Kunstnere“ , vilde han aldeles ikke tale. Jeg kom saaledes ikke mere indenfor Døren i Kammerherrens højtidelige Kontor, hvor Fru Eckardt som Fulvia hang paa Væggen. Men nye Indtryk af hans selvherskeragtige Theaterledelse fik jeg, da han anonymt opførte Max Nordaus Skuespil „Das Recht zu lieben“, under Titlen „Hjærtets Ret“ , som dansk Original med forandrede Navne for derved at sikre Richard Kaufmanns gode Ven samme Ho­ norar, som en dansk Forfatter vilde have opnaaet, eller da han lod den franske Pantomime „Statuen“ , hvis Text skyldtes en Champagne- grosserer, der sikkert ogsaa hørte til den Kaufmannske Kreds i Paris, gaa over Scenen, medens Piberne ledsagede Statuens Dans i Takt til Musiken. Det var to af Kammerherrens Genistreger i hans sidste Sæsoner. Fra Det kgl. Theaters Parket i disse Aar, hvor jeg og mine Venner vakte de gamle Højrejournalisters Forargelse ved at møde i Kjole til Premiererne, erindrer jeg en Række højst forskelligartede Personlig­ heder — nogle af dem stiftede jeg Bekendtskab med. Etatsraadinde Johanne Luise Heiberg traadte nu og da ind i Parkettet, let bøjet af Alder, med sine mørke, levende Øjne under det mærkelige Hovedtøj, mønstrende enhver, der rejste sig for at lade hende passere forbi — selve Scenens store Præstinde, hvis Tilsynekomst fik alle Kikkerter til at rette sig mod det 19de Aarhundredes berømteste danske Skue­ spillerinde. Hun var altid ledsaget af en af sine Adoptivdøtre. Fin og lille svævede Juliette Price ind, i Selskab med Generalkonsul Johan Hansen den ældre og Hustru. En tredie forlængst afgaaet Kunstner­ inde — ældet og kroget — saas undertiden, hin Frk. Laura Muller, hvis Navn erindres fra den Høedt-Wiehe’ske Konflikt. Jeg vil heller ikke glemme Julie Paetz, født Schmidt, en Gang Det kgl. Theaters store Haab, der slukkedes, da hun forlod Scenen for at gifte sig med Fotograf Paetz, der ogsaa havde prøvet Theatrets Lys og Skygge.