Erindringer_1937

114 geste, jeg har oplevet.*) En Korrektur fra Nyborg, hvor Sophus Claussen nu var Redaktionssekretær, til København havde paa Grund af Ishindringer været en hel Uge undervejs, saa hans Ændringer til en Novelle i et af Februarhæfterne af „Ny Jord“ maatte stryges, skønt selve Titlen var bleven forandret. Nu den 20de April flød der stadig store Isstykker i det kolde, blaa Øresund, og Snesmeltningen var ikke til Ende. Da jeg paa denne kølige Aprildag kom hen til Haven paa Gammel Bellevue, saa jeg en smækker Mand med høj Pande staa ubevægelig stirrende ud over Sundet. Det var Strindberg. Jeg gik hen til ham og forestillede mig selv. Han blev strax Fyr og Flamme. Han talte om sine dramatiske Planer, sit paatænkte Forsøgstheater, Idéerne myl- rede frem af hans frodige Hjerne. Han vilde gærne i „Ny Jord“ pro­ pagandere for sine Theaterplaner. Og saa slog han pludselig om — det hele var alligevel unyttigt. Tiderne var saa elendige, ingen støttede Literaturen, han vilde hel­ lere opgive det hele: „Jeg er dygtig i tysk, fransk og engelsk, kan korrespondere paa dem alle. Skaf mig hurtig Plads paa et Handels­ kontor. Jeg maa tjene til Livets Ophold.“ Han saa paa mig med et fortvivlet Udtryk i sine Øjne, disse mærkelig dybe, flakkende Øjne, der illustrerede hans hurtig vexlende Stemninger. Jeg paatog mig at undersøge Mulighederne herfor, og han sagde Farvel, idet han paany lovede at støtte „Ny Jord“ med sine Bidrag, hvad han virkelig ogsaa gjorde. Da jeg gik videre ad Strandvejen, vendte jeg mig et Par Gange om og saa ham stadig staa som fastnaglet, henfaldet i sine egne dybe Tanker. Aaret efter kom jeg atter i Forbindelse med den store Digter. Da jeg et Par Dage senere besøgte Georg Brandes i hans davæ­ rende Bolig paa Hjørnet af Toldbodgade og St. Annæplads, fortalte jeg ham, at Strindberg vilde søge en Kontorplads. Han smilte og sagde beroligende, at jeg ikke skulde tillægge Strindbergs Flyve­ griller altfor megen Betydning. Jeg besøgte ret ofte Brandes og følte det som en Befrielse, en Op­ vækkelse, en Fremdrift i Sindet at tale med ham. Hvilke Impulser, Idéer, Planer strømmede ikke fra denne frugtbare Aand! Selv paa Sygelejet i 1896, da hans gamle Lidelse fra Rom, Aarebetændelse, var brudt op igen, var han mærkelig lysende og sprudlende. Og hans Deltagelse for En i alle Livets Forhold svigtede aldrig. Han var i disse Aar Flammen, der tændte i unge Sjæle, hensynsløs i sin Kritik af den politiske Usseldom, som han en Aften paa et Valgmøde brænde­ mærkede, saa Forsamlingen jublede, spottende sine Forfølgere og Hadere i Udtryk af voltairiansk Satire. Han kunde blive umaadelig heftig over Smaating: Naar jeg fulg­ tes med ham paa Gaden, blev han forbitret, naar han mente, at en *) Den franske Pianist Planté sneede inde i Slagelse og spillede improviseret her den Aften, han skulde have medvirket ved den filharmoniske Koncert i København.