Erindringer_1937

182

gangsfælle, og jeg Medlem af den Bestyrelse for Journalistforeningen, hvis Formand han var. Alle disse Mænd, som jeg traf ved Stambordene paa à Porta, er nu døde. Et Dødsfald havde i høj Grad bragt Wilhelm W iehe ud af Lige­ vægt, da jeg en Vinterdag i Begyndelsen af 1892 mødte ham paa Østergade. Han kom mig ilfærdig i Møde og sagde: „Ved De, at Fru Secher er død!“ Budskabet var overraskende, men jeg erindrede fra Prøverne paa „Thérèse Raquin“ forrige Foraar, at Fru Secher havde været i høj Grad lidende, og hver Gang hun forlod Scenen, var hun styrtet ind paa sit Paaklædningsværelse. Hendes Lunger var angrebne, hun spyttede Blod. Et stort, oprindeligt og perfektibelt Talent gik tabt med hende, hvem Kammerherre Fallesen havde opdaget paa Bornholm ved Dilettantforestillinger og skaffet Debut paa Det kgl. Theater, hvor hun med Held spillede Antonie i „Sparekassen“ og Titania i „En Skærsommernatsdrøm“ . Som Thérèse Raquin viste hun et flammende Temperament, ganske paa samme Maade som Emma Thomsen senere i „Under Loven“ — ingen af disse Skue­ spillerinder kom til at føre denne Fremgangslinje i deres kunstneriske Udvikling videre. Fru Secher blev begravet fra Holmens K irke under den Tilstrøm­ ning af uvedkommende, der altid finder Sted ved populære Skue­ spillerinders Jordefærd. Under stor Bevægelse holdt Pastor Johannes Petersen — Skuespiller-Præsten — Talen over Fru Secher, en taktfuld og værdig Ligprædiken, der ikke tilhyllede Tragiken i hendes person­ lige Liv, men behændig undgik enhver Ytring, der kunde virke stø­ dende. Den Tale huskedes længe. I Foraaret 1892 var der en Mand, som tiltvang sig almindelig Op­ mærksomhed — Højesteretssagfører Adler Alberti. Man havde altid anset ham for Højremand, og den saakaldte Trudsholm -Affære havde ligesaa lidt som Svovlsyresagen styrket hans almene Position. Han havde bebudet, at han vilde stille sig som moderat Venstremand og Forligstilhænger mod Hørup i Køge ved det Folketingsvalg, der al­ mindelig ventedes til Foraaret, og indledet et ganske enestaaende Injuriefelttog mod socialdemokratiske og radikale Blade, der ikke anerkendte hans politiske Fernis. Ja, Ove Rode blev endog sagsøgt, fordi „København“ indeholdt følgende Dialog: „Barnet: A-a — Mo­ deren: For Guds Skyld, pas paa, hvad Du siger“ . Og det mærkeligste var, at disse L in jer blev anset for injurierende for Alberti og Rode dømt. Alberti gik til sin Valgkampagne paa helt amerikansk Vis. Han begyndte i Køgekredsen at udgive en særlig Valgavis med en aktuel Føljetonroman, der skulde vise Følgerne, hvis det radikale Venstre og Socialdemokratiet kom til Magten i Danmark. Paa Valgmøderne optraadte han stormægtig og broutende, omgivet af en hylende Til

Made with