Erindringer_1937

19 i det overgivne Hjørne, var der ingen Ende paa hans lystige Indfald. Som Mand var han gennemgaaende alvorlig stemt, samtidig streng og blød i Sindet, overordentlig rolig. Knn sjælden berørte han religiøse Emner — en Eftermiddag i Dagligstuen talte han dog ogsaa om Gud. „En Religion maa man have,“ sagde han ofte, naar jeg i senere Aar ytrede mine Tvivl, men i Syna­ gogen kom jeg kun ganske enkelte Gange. Overrabbineren, den gamle tyskfødte Dr. A. A. Wolffs Forkyndelse kunde heller ikke gøre Ind­ tryk paa en Dreng. Jeg hørte ham tale ved min Farmoders Begravelse. Han var den Gang 77 Aar gammel, og jeg forstod ikke et eneste Ord af, hvad han sagde. Hans trykte Tale ved min tidlig afdøde Mormoder Betty Friedlænders Jordefærd viser ham dog som en Prædikant med dyb Følelse og poetisk Billedrigdom. Min Fader havde Medfølelse med alle, hvem Livet tog haardt paa, en udmærket Søn og Broder, hjælpsom og forekommende og i Be­ siddelse af en sjælden Gæstfrihed. Han var altid sindsligevægtig. Han var Sparsommeligheden selv, intet maatte ødes i det daglige Liv. E t Udslag af hans Sparsommelighed, jeg erindrer, og som den Gang pinte mig forfærdelig, var følgende: Jeg havde hos Boghandler Larsen paa Købmagergade — Fader til nuværende Theaterdirektør Thorvald Larsen paa Folketheatret — købt Shakespeares „Købman­ den i Venedig“, Udsnit af Lembckes store Oversættelse, der solgtes for 75 Øre. Min Fader blev forbitret over denne Urimelighed — jeg kunde jo have laant Bogen i „Athenæum“s Bibliotek — og jeg maatte gaa den Canossa-Vej at faa Boghandleren til at tage Bogen tilbage! Min Moder*) gik med Liv og Sjæl op i sit Hus og i Omsorgen for Mand og Børn. Hun var tidlig oppe og skaanede sig ikke — et Bud, der ofte saa hende i Køkkenet om Morgenen, sagde en Dag, at han syntes bedre om Husjomfruens Væsen end om Kokkepigens. Hun kom fra et selskabeligt Hjem, hvor mange af Tidens kendte Personligheder hørte til den nærmeste Omgang. Ofte omtalte hun Høedt og H. P. Holst, der havde skrevet Festsangen til hendes Bryllup og altid hjertelig hilste paa hende, naar de mødtes. Hun dvælede ofte i Erindringen om sin Farbroder, Maleren Julius Friedlænder, der alle­ rede var død i 1861, og hvis smukke melankolske Selvportræt nu hænger paa min Dagligstuevæg. Hendes Fader havde været en ivrig Theatergænger, hvis Yndlingsopera var „Huguenotterne“. Han svig­ tede aldrig en Opførelse af Meyerbeers Mesterværk. Ogsaa for min Moder var en Theaterforestilling det bedste, hun vidste. Hun erin­ drede den berømte Hoftheatersæson og besøgte lige til min Faders al­ vorlige Sygdom i 1910 saa ofte som muligt Theatrene. Hun morede sig i lige Grad over Olaf Poulsen og Frederik Jensen og var charme­ ret af Emil Poulsen som Bertran de Born og Ambrosius. Da hun gen*) Født 10. Juni 1842.