Erindringer_1937

88

igennem Processionen marscherede, stod Professor Steen, den ansete Matematiker, en Gang en iv rig Frihedsmand med Sympati for Bonde­ vennerne, nu en forbenet Reaktionær, ude af sig selv af Raseri — samme Raseri, jeg Aaret efter paa samme Dag mødte, da jeg fra Stu­ denterforeningens Balkon vinkede til Socialdemokraternes Tog, der kom op gennem Holmens Kanal, og de konservative inde fra Værel­ serne raabte: „Sm id ham ned paa Gaden“ . Derefter sluttede jeg mig til den liberale Væ lgerforenings Grund­ lovstog, der opstilledes paa Boulevarden ved Observatoriet. V i gik langs Boulevarden til T ivo li, hvor Festen skulde afholdes paa den saakaldte Bankeplads i Etablissementets Udkant. Det va r en herlig, kvælende varm Sommerdag. Politiet var i Hælene paa Toget. V i sang i vilden Sky, saa det rungede, de forbudte L in je r: hvor den skikkelige Marinem inister Ravn maatte lægge Navn til, da han var det eneste af Ministeriets Medlemmer, som rimede paa Kø­ benhavn. Politiet gjorde smaa Indhug paa os, og lige i det Ø jeblik, v i skulde dreje ind i T ivo li, greb en Politibetjent August Jansen, der sang med Udfoldelse af al sin Stemmekraft, i Skulderen og vilde slæbe ham bort. Men med et raskt Tag befriede han sig for Politinæven og kom frelst med os andre til Festpladsen. Over den rugede Varmen tung og trykkende, og et Ø jeb lik va r jeg i den tætte Menneskemængde en Besvimelse nær. Men jeg rettede mig hurtig og sang med paa Otto Borchsen ius’ og A lfred Ipsens Fest­ sange — den sidste mundede ud i Haabet om Danmarks Grundlov som vort Redningsanker. Saa talte — foruden Høgsbro og Hostrup — et tredie stort H : Hørup for Danmark. Han var glimrende oplagt — jeg mindes aldrig at have hørt ham forme Sproget mere v irkn ing sfu ld t og betagende. Navnlig var Indledningen et lille poetisk Mesterværk for sig — Hol­ ger Drachmanns Fætter værdig. Han hævdede „F riheden og Retten for vort Land“ . Var jeg daanefærdig af Varme, var til Gengæld Ju risten F rede rik ­ sen daanefærdig af Begejstring over Hørups Tale. Nogen mere tro­ fast Høruper end ham har jeg aldrig truffet. Endnu i hans sidste Leveaar, naar v i genopfriskede gamle Minder, dvælede han gærne ved Hørups uforglemmelige Taler. Da der engang i disse A ar herskede en K on flik t paa „Po litiken “ , der havde medført, at Hørup ligesom den vrede Achilles blev i sit hjem lige Telt, fik Frederiksen mig flere Aftener til at følge ham hen paa H jørnet af Integade for at se, om der ikke nu skulde være Lys i Hørups Værelse til Tegn paa, at Striden var bilagt. „Ned med Estrup, Scavenius og Ravn, v i v il ingen brækket Grundlov ha’ i Folkets København“ —