Erindringer_1937

177

bar, og at der nu absolut maatte ske et Systemskifte. Og heri gav den erfarne Hofmand ham Ret.*) Om Stambordet hos å Porta samledes højst forskelligartede Per­ sonligheder. Først og fremmest kom Kammerherre Scavenius næsten hver eneste Eftermiddag, naar han om Vinteren var i Byen, for at drøfte de politiske Begivenheder med sin mangeaarige Ven, især efter at det nye Dagblad „Tidens K rav“ var blevet stiftet. Dettes Redaktør, Asger Karstensen, viste sig ogsaa nu og da for at raadføre sig med C. C. Scavenius var elegant og munter, men kunde undertiden hen­ falde i egne Tanker. Han talte kategorisk — saadan og saadan og ikke anderledes! Jeg havde tru ffet ham i Selskaber hos Carstensen, og han var altid rede til udførlig at forklare og udvikle en Sag, om hvilken der blev rettet Forespørgsel til ham. Men i Holdning og Ad­ færd var han Aristokraten — af hans Sønner havde egentlig kun den ældste, Per Scavenius, arvet dette Væsen. Frederik Scavenius’ gemyt­ lige Latter og Carl Scavenius’ sarkastiske Bemærkninger lød nu og da ved Stambordet, hvor Harald Scavenius, senere Gesandt i Petro­ grad under Krigen, i Rom og i Haag, samt en Tid, 1920— 22, Udenrigs­ minister i N. Neergaards andet Ministerium, kom næsten daglig over fra Udenrigsministeriet paa Kongens Nytorv for at tale med den gamle „Redactor“ , som han benævnte Carstensen. Harald Scavenius var cand. mag. med Fransk som Hovedfag, en kundskabsrig og vel in­ strueret Mand. Til Carstensens Kreds hørte ogsaa Højesteretssagfører I. H. Bagger, der en Gang havde repræsenteret Vestervigkredsen i Folke­ tinget, nu en kritisk Bedømmer af Estrupiatet, men glødende Anti­ socialist, og „Spidsmusen“ , Jules Hansen, den danske Journalist, der var bleven knyttet til det franske Udenrigsministerium som en Art Presseattaché. Hver Gang, han gæstede København, indfandt han sig hos å Porta og opfriskede gamle Minder med Carstensen. Han var en lille, uanselig Mand med store Briller for Øjnene, ikke meget talende, men med livlige Gestus. Carstensen fortalte mig om den gamle, stadig lige mystiske Affære, i hvilken Hansen, Molzen og Justitsminister Heltzen var bievne indblandet, og som havde medført Heltzens Fald 1865. Jeg studerede Piecerne om Sagen og saa nysgerrig paa den lille Mand, der fra det nationalliberale Intrigespil var flygtet til en større evropæisk Skueplads. En Gang imellem dukkede Lars Dinesen op hos å Porta — det *) Carstensen var i vor nervøse Tidsalder en Mærkværdighed ved ikke at have Nerver — intet kunde bringe ham ud af hans rolige Ligevægt. End ikke, da han paa Hjemrejsen fra Pressekongressen i Lissabon 1898 blev ladt tilbage paa en lille spansk Landstation, hvor han var steget af paa Naturens Vegne uden Hat og med Morgensko paa Fødderne, blev han urolig. Landbefolkningen og Stationsme­ steren stirrede paa ham som paa et fremmed Dyr, men han henholdt sig til Franz von Jessens Telegram fra næste Station — at han blot skulde afvente et nyt Tog! Mennesker og Begivenheder 12