Erindringer_1937

1 66

til at gaa helt anderledes. Jeg havde skarpt kritiseret Dagmartheatrets Tragedieopførelser — især af Schillers „F iesco“ , hvor Fru Riis-Knud- sen aldeles ikke magtede Leonores Rolle. Dette skulde hævnes, og en Aften, da jeg sad til en Première i Folkethcatret, blev der sendt Bud ind til mig, at Erik Skram strax maatte tale med mig. Han havde faaet et Brev fra Professor Riis-Knudsen, der meddelte, at Tilladelsen for Dagmartheatrets Skuespillere til at medvirke ved det fri Theaters Forestillinger var bleven tilbagekaldt paa Grund af mine Anmeldelser. „Min Højagtelse for Dem, men Hr. C. Behrens udfordrer jeg herved,“ stod der virkelig i Brevet. Det lød drabeligt, men til nogen Tvekamp paa Pistoler eller Kaarder kom det ikke mellem Professoren og mig. Forestillingen blev det uskyldige Offer, og en Injurieproces Følgen, da Bladet „Dannebrog“ skrev, at Grunden til Forbudet var „private Forfølgelser“ fra min Side — derved mentes efter Bladets Paastand blot Kritiken.*) Men Riis-Knudsen og jeg blev senere i Livet rigtig gode Venner, mødtes i fælles Enthusiasme for Hebbel og Kleist, og jeg fik det bedste Indtryk af hans uegennyttige, aldrig slukkede Begejstring for Litera- turens og Kunstens store Navne. En anden Konflikt var alvorligere og typisk for den Nellemannske Fortolkningskunst. Det fri Theater var lovlig organiseret som For­ ening — kun Medlemmer kunde overvære vore Forestillinger. Føl­ gelig opførtes de uden Censur. Dette kunde Justitsminister Nellemann ikke taale. Naturligvis kunde der ikke røres ved selve Foreningen. Men i Privattheatrenes Privilegier hed det, at de opførte Stykker skulde censureres. Ergo kunde der paa deres Scener kun opføres censurerede Arbejder. Hvilken mønstergyldig Jura, Estrupiatet vær­ dig. Heldigvis havde nu Vilhelm Møller overtaget Hvervet som Censor for samtlige Privattheatre, idet de juridiske Censorer, Overretssag­ førerne Vilhelm Schytte, H. H. Nyegaard og Martin Meyer var gaaet af som en Følge af, at den førstnævnte havde tilladt Opførelsen af Esmanns Skuespil „Magdalene“ paa Casino med Vilhelm Wiehes Kri- stusmaske. Og Vilhelm Møller var en intelligent og forstaaende Mand — han censurerede fremtidig det fri Theaters Repertoire ud fra de særlige Forudsætninger: et exklusivt Publikum! Den 20de Januar 1894 lykkedes det os efter overvundne Vanskelig­ heder at sætte en meget interessant Forestilling**) op paa Casino — *) Min Konflikt med Riis-Knudsen blev omtalt i Sommerrevyen 1893 paa Nørre­ bros Theater, hvor Holger Hofman sang et Vers, der begyndte saaledes: „Lille Carl Behrens, hvad lænker Du paa dadle min Kone, Sylfiden den smaa.“ " Ved Forhandling med Politidirektøren, der den 16de Januar havde tilskrevet Aktieselskabet Kjøbenhavns Casino, at han ikke vilde give Bevilling til denne Forestilling, før Censors Erklæring var indhentet, var det opnaaet, at den længe berammede Opførelse undtagelsesvis maatte finde Sted uden Censors Votum.