Erindringer_1937

103 sing med hans glimrende Pamflet „Tre Vonner“, fandt Fæstnings­ modstanderne veltalende og skarpsindige Forbundsfæller. Hvorfor skulde Estrupiatets Mænd ikke ogsaa drille Frisindets Digtere med den smaaligste Forfølgelse — Ministeriet Ørsted havde for en Menneskealder siden vist Vejen: hvorledes man gør en Oppo­ sition kold. Nu var der imidlertid sluttet et enkelt lille Kompromis om Sophus Schandorphs Digtergage, og han blev derved sat i Stand til i nogle Aar med sin Hustru at bosætte sig i Asniéres i Nærheden af Paris. Hans Venner besluttede inden Afrejsen at holde en Fest for ham paa Skydebanen — den fandt Sted den 25de Juni 1887, just paa Treaarsdagen for det berømmelige Folketingsvalg. Da der offent­ lig fremkom Meddelelse om, at man kunde tegne sig som Deltager, holdt jeg mig ikke tilbage, og jeg traf flere gamle Mariboianere ved Festen. Her saas Georg Brandes, Axel Henriques, Vilhelm Møller, Laurids Bing, Erik Skram og Amalie Skram, Fr. G. Knudtzon og hans smukke unge Hustru. Ogsaa Ove Rode, der netop havde bebudet, at han fra Efteraaret vilde udgive et Ugeblad, „Piraten“ , var med og blev af Brandes ivrig udspurgt om Bladets Program. Selvfølgelig talte Brandes for Schandorph — han takkede ham „for din trofaste Dyrken af din Kunst, for din Kærlighed til det dan­ ske Sprog og det danske Folk og for hvad frugbart og fremmende Arbejde du har nedlagt i dette Sprog og dette Folk.“ Schandorph kunde aldrig blive træt af at udtrykke sin varme Beundring for Brandes. Det var ganske ejendommeligt at lægge Mærke til Forhold- det mellem disse to i Væsen og Færd saa forskelligartede Personlig­ heder: Schandorph buser paa og vil helst omfavne og med sit Satyr­ ansigt kysse den smækre og nervøse Brandes. Og denne, som er Schandorphs direkte Modsætning med Hensyn til Vinens Nydelse, søger at unddrage sig de altfor voldsomme Kærtegn. Festen var ualmindelig fornøjelig. Da den sluttede, gik jeg — ung og rask til Bens — i den skønne Sommernat den lange Vej hjem til Charlottenlund og saa ved Hellerup Solen hæve sig over Øresund. Det er 50 Aar siden, og dog staar denne Nat saa levende i min Erin­ dring, som om det var i Fjor. En sen Augustdag kom min Fader hjem og fortalte mig, at Digte­ ren Goldschmidt var død. Det gjorde stærkt Indtryk paa mig. Jeg havde altid beundret Goldschmidt, ganske ung læst „En Jøde“ og „Hjemløs“ og senere studeret „Corsaren“ fra først til sidst i et Exem- plar, et ældre Studentersamfundsmedlem, Emil Trier, havde laant mig — senere erhvervede jeg gamle Lynges Exemplar med de beslag­ lagte Numre. Goldschmidt var Fætter til Martin og Siegfred Gold­ schmidt, og min Ven Georg Goldschmidt havde fortalt mig om sit Besøg hos Digteren og om hans særprægede Meninger om Dagens Be­ givenheder og Situationer. Desuden havde Otto Borchsenius i Skolen utrættelig indskærpet sine Elever at læse denne Digter. Jeg har aldrig talt med ham, men jeg erindrer to Gange at have mødt ham paa