Erindringer_1937

151 han pludselig faaet nye Idéer og vilde have det hele lavet om. Han var en elegant og smidig Kunstner — hans Toreador og Don Juan glem­ mes ikke let — den deciderede Modsætning til Simonsen, der forfulgte ham med urimelige Beskyldninger for Radikalisme. Frederik Brun havde fortjent mere Medbør, end Skæbnen undte ham. Han var intelligent, vittig, men uegnet til at underordne sig, dog i langt mindre Grad end Broderen Johan Nordal Brun, der var utaale- lig, naar han opsøgte En privat og larmede op om Forbigaaelse. Da han havde klaget til Kultusministeren over Peter Hansen, satte denne før sin Afgang hans Afskedigelse igennem. Det var uimodstaaeligt at høre Frederik Brun og Robert Henriques overbyde hinanden i et sandt Vittighedsfyrværkeri! Nu dukkede det nye Sangerkuld frem — Vilhelm Herold, Peter Cornelius, Edvard Agerholm og Helge Nissen, jævnaldrende, som jeg sluttede Venskab med. Frøken Elisabeth Dons hævdede endnu sin Position, den saa haardt angrebne. Min Kritik i „København“ er­ klærede hun i en Samtale, hun havde udbedt sig med Ove Rode, for uretfærdig. Men Afløsningen nærmede sig, thi i disse Aar debuterede Ida Møller, Johanne Brun og Emilie Boserup (Fru Ulrich) og varslede yderligere om en Renæssance for Operaen. Disse unge Kunstnerinder fulgte altid beredvilligt Ønsket fra Studentersamfundet om Medvirk­ ning ved Fester og Koncerter. Fallesen havde efter Evne modarbejdet Balletten. Men Valdemar Prices romantiske stumme Kunst forædlede stadig Junker Ove i „Et Folkesagn“ og hævdede sig til tragisk Kraft i Kong Svends Rolle i „Valdemar“ . I Fallesens sidste Leveaar kom en ny Opblomstring, da Hans Beck som Balletmester efter den sygelige Emil Hansen paany organiserede Virksomheden. Beck tilhørte den Kreds af Theaterfolk og theaterinteresserede, der ofte om Aftenen mødtes i Brønnums Kafé, og var ogsaa her den mandige og energiske Talsmand for sin Kunst, naar den blev kriti­ seret. Med Fallesens Død i Paris i Sommeren 1894 afsluttedes en 18- aarig Periode, hvis kunstneriske og økonomiske Nedgangslinje var utvivlsom. Da jeg en Dag mødte Peter Schrain paa Klampenborg Badeanstalt, hviskede han mig i Øret: Grev Danneskjold-Samsøe skal være Chef. Og det var sandt! Bag sit aristokratiske Ansigt og sit bureaukratiske Væsen, der holdt over Reglementerne til det mindste Punktum, skjulte Greven adskillig bon sens. Han kunde godt smile ad urimelig Forfængelighed. I Løbet af de 14 Aar, han var Chef, kom jeg paa Talefod med ham, og han tog imod Fornuftgrunde, naar der fra journalistisk Side stil­ ledes Anmodninger til ham. Snarere følte Peter Hansen, der blev Kommiteret, sin Stillings Værdighed og var lunefuld, aldeles glemmende, at han var gammel